Efter et vellykket rygestop af cirka et års varighed, med produktet ”Nicorette” som hjælpemiddel til nævnte, konstaterede jeg, i stedet at have tillagt mig et afhængighedsforbrug af omtalte hjælpemiddel, med et antal på ca. 25 – 30 stykker dagligt med en dosis på 2 mg nikotin.

Efter gentagne forsøg på eget initiativ at stoppe min afhængighed og mit forbrug af produktet ”Nicorette”, konstaterede jeg, at det sandsynligvis ville blive nødvendigt med hjælp til definitivt at fralægge mig min nye afhængighed.

Når jeg stoppede med indtagelse af produktet, oplevede jeg simpelthen det samme savn, som når jeg uden held forsøgte at stoppe mit forbrug af cigaretter uden hjælpemidler.

Det skal tilføjes, at jeg, i den sidste halvdel af det ovenfor nævnte tidsrum, ikke fornemmede nogen nævneværdig rygetrang – med undtagelse af enkelte hyggestunder i forbindelse med indtagelse af alkohol. Dog kunne jeg undertrykke rygetrangen i disse sidstnævnte situationer ved at øge forbruget af Nicorette.

Ligeledes skal det tilføjes, at jeg i dagene op til behandlingen for min afhængighed af Nicorette, havde oparbejdet en indre vrede over de økonomiske udgifter, som er forbundet med min afhængighed. Jeg følte mig tilnærmelsesvis snydt i forbindelse med en rabatordning apotekerne havde reklameret for i forbindelse med køb af større mængder af produktet, som jeg bestemt ikke var enig i at de efterlevede…

Med reference til sidstnævnte er jeg af den overbevisning, at det forstærkede min trang og lyst til at holde helt op med at anvende Nicorette, men jeg havde brug for et lille ekstra skub og hjælp til at komme videre i den retning.

Selve behandlingen oplevede jeg til min overraskelse, som værende ret simpel og afslappende og måske lidt humoristisk, og jeg følte mig en lille smule træt og døsig efter endt behandling.

Jeg tror egentligt at jeg tvivlede på at behandlingen havde haft nogen effekt, måske netop fordi at det hele virkede rimeligt simpelt og afslappende.

Men jeg har heldigvis måttet konstatere, at jeg ikke efterfølgende har haft behov for brug af Nicorette, dog skal det tilføjes, at jeg indtager en del chokolade samt Stimorol i løbet af min hverdag, hvilket jeg ikke gjorde tidligere, men anser det ikke for at være problematisk.

Ligeledes oplever jeg kortvarige perioder med tilbagevendende rygetrang, dog ikke stærkere end at jeg kan abstrahere fra det og lade fornuften overbevise mig om, at det ikke betaler sig at starte igen.

Håber ovenstående kan være dig til hjælp, i forbindelse med videreudvikling af din behandling eller fremtidig afvænning af andre med samme eller lign. behov.

Med disse ord vil jeg afslutningsvis benytte lejligheden til at, sige dig tak for din hjælpsomhed i forbindelse med mit ”Nicorette – stop”. Din behandling har bestemt haft betydning for at det lykkedes. Ved ikke om den har været altafgørende, men har bestemt været medvirkende og væsentlig.