Af Per Poulsen, HUMI
Denne historie om drengen og tegningen er et godt eksempel på, hvordan en Emotionelt Intelligent refleksion hjælper til at give et barn en oplevelse af at være god nok, uanset hvad barnet præsterer.
For et par år tilbage, havde jeg en undervisnings dag i NLP i København og havde aftalt med et sæt gode venner at jeg, på vej hjem, ville kigge forbi og spise aftensmad med dem. Et succesfuldt par, gode jobs, god økonomi og to dejlige drenge på 5 og 8 år.
Da jeg trådte ind gennem fordøren, kunne jeg se at der allerede var godt gang i køkkenet. Alle blus på komfuret var tændt og emhætten kørte på fuld kraft. Den yngste søn sad ved sofabordet. Far og storebror var endnu ikke kommet fra badminton. Den yngste dreng får øje på mig og løber hen til mig med en stor tegning i hånden, mens hans nærmest råber… ”se Per, den har jeg lavet til dig – er den ikke flot?”
Lige der, midt i entreen, får jeg et af de klarsyn, hvor man i løbet af et splitsekund, bliver sat tilbage i tiden og oplever nærmest i slowmotion, hvad der måske er gået forud fra det sekund jeg står der i entreen.
Mor har haft en spændende arbejdsdag, som igen er trukket ud, idet der lige var et møde, der varede længere end forventet. Mor ryger ud af kontoret, ind i bilen og henter den lille dreng lidt for sent fra SFO’en. Herefter går turen hurtigt videre forbi Irma og handle ind til aftensmad. Der kommer besøg, så der skal laves lækker mad. Den lille dreng snakker livligt i bilen, men mor er ikke nærværende. En blanding af mødereferat, glemte mails og madopskrifter kører rundt i hovedet. Hendes plan er presset og hun kæmper for at hente den tabte tid.
Hjemme i lejligheden ryger indkøbsposer op på køkkenbordet og mor går straks i gang med maden. Den lille dreng ønsker at snakke mere med sin mor, efter at have været væk fra hende hele dagen, men tiden er presset, og Per kommer jo snart på besøg, så mor har travlt.
Den lille dreng mærker det tydeligt. Han vil jo bare gerne være tæt på og snakke med sin mor, men der er ikke tid til det hele. Mor, der selv er meget kreativ, siger til sin dreng, ”hvad med at tegne en flot tegning til Per, som han kan få, når han kommer, så bliver han glad”.
Den lille dreng sætter sig over til sofabordet med tudser og papir. Der går ikke længe før den lille dreng igen står ved siden af sin mor i køkkenet, nu med en tegning i hånden. Mor, der først lige er kommet i gang med gryderne, kigger hurtigt på tegningen og siger, ”hvor er den flot… mangler der ikke noget, der oppe i hjørnet” og peger på tegningen. Den lille dreng, der bare savner sin mors opmærksomhed, skynder sig tilbage til sofabordet for at tegne videre. Dog kun for et par minutter efter at vende tilbage med ordene, “se mor er den ikke flot nu” og peger der, hvor mor tidligere syntes at der manglede noget.
Mor kigger igen hurtigt på tegningen, mens hun rører i gryden, “jo min skat, den er rigtig flot – og hvis du kommer flere farver på, så bliver den endnu flottere”. Drengen ser træt, nærmest opgivende på sin mor, vender rundt på hælene og skynder sig igen over til sofabordet og begynder at farve.
Så er jeg tilbage igen, lige der i entreen med udsigt til både køkken og stue. Og lige der en meter fra mig står den lille dreng, med udstrakte arme og holder en stor A3-tegning op mod mig, samtidig med at han siger, ”se Per, den har jeg lavet til dig – er den ikke flot?”
Jeg ser på ham og kan mærke at min hjerne er ved at eksplodere af aktivitet. Jeg holder meget af den lille dreng, og det gør mig ondt at se ham med en tegning, som en form for adgangsbillet til min opmærksomhed. Der løber tusinder af tanker igennem mit hoved. Emotionel Intelligens, NLP, psykologi, barndomsminder, rollemodeller, påvirkningskraft fra forældre til deres børn. Jeg tænker præstationer er lig med selvtillid, relationer er lig med selvværd. Selvværd overgår selvtillid.
Min konklusion bliver at det bedste jeg kan gøre for den lille dreng lige der, er at tanke ham op med god energi i form af selvværd og undlade at dyrke videre på hans præstation og selvtillid. Så jeg beslutter i farten, ikke at rose ham i forhold til, hvad han er god til og hvad han gør. I stedet vil jeg styrke ham i, at han er 100% god nok, lige nøjagtig sådan, som han er, lige der i entreen, uden at han skal gøre noget som helst. Min hjerne arbejder stadig på højtryk, hvad gør jeg så og hvordan…. Først sætter jeg mig på hug, så vi er i øjenhøjde. Min hjerne buldrer fortsat afsted, hvad gør jeg, hvordan signalerer jeg, at det er ham, der er vigtigst. Meget vigtigere end tegningen. Den tegning, der lige nu dækker for hans ansigt.
Forsigtigt tager jeg fat i tegningen med to fingre og uden overhovedet at kigge på tegningen, lægger jeg den på gulvet, kigger ham direkte i øjnene og siger, ”der var du jo, jeg kunne slet ikke se dig.”
Den lille dreng står stift og ser forundret ud, det er helt tydeligt at han ikke havde forventet at jeg reagerede sådan. Jeg åbner mine arme og siger, “jeg har virkelig glædet mig til at være sammen med dig, må jeg få et kram?“.
Den lille dreng står overrasket og genert et par sekunder, før han forsigtigt går et skridt frem og stiller sig helt hen til mig,
Jeg holder mine arme rundt om ham, krammer ham og trækker vejret dybt mens jeg siger, “hvor er det dejligt at du er her“.
Jeg kan mærke at han er ved at forholde sig til den nye reaktion, som jo er meget anderledes end hvad han havde forventet. Hans arme hænger slapt ned ad siden og jeg tænker som en gal, “mon jeg er lykkedes med at signalere det jeg gerne vil til ham – til den han er, ikke om hvad han gør?“
Efter lang tid (reelt er det nok kun 10 sekunder, selv om det føles meget længere), løfter han sine arme op og tager rundt om mig på den måde, hvor jeg kan mærke han værdsætter at vi er lige der.
Ud af øjenkrogen får jeg øje på hans mor. Hun har helt glemt at røre i gryderne. Hun er en intelligent mor og hun ved nøjagtig, hvad jeg har gang i. Jeg kan se på hende, at hun bliver ramt. Jeg er sikker på at hun senere i aften, har noget at tilgive sig selv og vigtigst af alt, at tage læring af. Det er lærerigt og meget givende, for både mig, den lille dreng og for mor.
Kort efter går entredøren op og far og storebror kommer ind. Resten af aftenen foregår som planlagt, men der er en anderledes ro. Vi nyder maden, spiser lidt langsommere og kigger mere på hinanden mens vi taler.
Senere i bilen på vej hjem, er jeg helt fyldt af glæde. Glæde over at have lært noget meget vigtigt om mig selv og mine behov, om relationer og opvækst, af den lille gut. Jeg mærker tydeligt at det har gjort mig glad helt ind i kernen. Oplevelsen i entreen gjorde min og den lille drengs relation fra den dag og frem, mærkbart stærkere.
Den lille dreng med tegningen lærte mig, hvor vigtigt det er at vi lærer vores børn, at det ’at være’ er mere end nok. At sikre at vores børn får den grundlæggende forståelse af, at vi, som mennesker er gode nok, bare som vi er, uden reel handling. Der er ikke behov for at skulle ’gøre noget’ og slet ikke for at opfatte os selv, som værende god nok. Det vi gør, skal ideelt komme af lyst til at gøre noget for andre, for verden, – for os selv.
Når jeg ser tilbage på mit professionelle liv, har jeg i coachingsessioner, mødt mange ’piger’ og ’drenge’ og oplevet, hvor meget fokus de har haft på ’at gøre’, for blot at kunne være. Være gode nok, succesfulde, trendy, føle sig elsket, værdige, betydningsfulde. Listen er lang. Jeg møder dem, som teenagere, i gymnasiet, i uddannelsesforløb, efter endt uddannelse, midt i deres karriere, i skilsmissen, i relationen med sig selv, i karriereskiftet, efter deres karriere er ovre. Fællesnævneren er ofte at jeg er med dem i et par runder i deres ’private’ ’trædemølle’ eller ’hamsterhjul’. De har alle, uanset ung eller ældre, ’tegnet mange tegninger’ og det er gået op for dem, at den lykke det giver, er så kortvarig at de efter få minutter igen begynder på den næste ’tegning’. Mønstret eller motivet er formålsløst, det giver dem ikke den reelle livskvalitet de ønsker, kun små glædesøjeblikke. De er med andre ord fanget i en afhængighed af, at den næste ’tegning’ skal være endnu flottere og med flere farver end den forrige, for at give dem det boost og den opmærksomhed, uden nogen sinde rigtigt at finde det de søger.
Nogle ’tegninger’ senere i livet kan være lønstigninger, andre er lederjobbet, andre en ny lækker bil, eller et nyt hus. Listen over tegninger er lang og nærmest uendelig. Men glæden ved lønnen, jobbet, bilen eller huset, opvejer på ingen måde indsatsen eller prisen gennem livet, som er at være en ’slave af omgivelserne ’ eller en ’slave af livet’.
Mange fortsætter ad denne vej, indtil deres system en dag pludselig knækker sammen. Knækker sammen under presset af konstant at skulle tegne flottere og flottere ’tegninger’. Eller af den tomhed, der ligger i illusionen, at det de har levet efter i 20, 30 eller 40 år, slet ikke holder. Illusionen er indholdsløs, som en ballon, der bliver pustet op og bliver større og større, og tomheden indeni vokser.
Konsekvensen er at nogle udvikler stress eller angst baseret på, hvad andre mennesker vil tænke om dem, hvis de vidste, hvor ’tomme’ de var inden i. Andre udvikler apati, ulyst eller depression, hvor alt opleves formålsløst. Andre igen udvikler skyld eller skam over at føre sig frem, som en ’stor hul ballon’, der dybest set er ’tom’ og fyldt med luft, som et glansbillede uden på, i et liv der rummer ’tomheden’, Det føles for dem, som et stort og ligegyldigt fupnummer.
Der er heldigvis også mange, der starter på en personlig udviklingsrejse og på den måde får øjnene op for ’ballonen’, ’tomheden’ og fupnummeret, og finder ind til kernen af, hvem de er og begynder at leve et liv indefra og ud – i stedet for som tidligere, udefra og ind.
Nutidens Danmark risikerer at byde på mange barske oplevelser for vores unge mennesker, hvis vi, som samfund og særligt som forældre, ikke formår at styrke dem langt mere og langt tidligere i deres ’livssfære’ i, at det ’at være’ er unikt. At alle har værdi, uanset karakterer, karriere eller ’likes’ på de sociale medier.
Vi lever i et samfund, hvor en stor andel af vores unge i gymnasier, rundt om i hele landet, overvejer at droppe ud, grundet eksamensangst, præstationsangst, social angst, angst for at fejle eller for at vælge forkert – og særligt følelsen af – aldrig rigtig at være god nok.
Budskabet herfra er at det er vigtigt at vi alle finder en vej, om det så er Emotionel Intelligens og NLP, eller noget andet, til at komme ind til den positive kerne i os selv.
Det fantastiske er at langt de fleste voksne, som unge, med få timers læring og træning, markant forbedre deres livskvalitet, fra præstationsangst og pres til et stærkere syn på sig selv og til at styrke deres selvværd.
Det betyder at de får det langt bedre med sig selv, med eksamen, med det at skulle præstere – og vigtigst af alt roen og troen på – at de kan skabe lige den fremtid og det liv, som de ønsker sig.
Vi har en vigtig rolle, som forældre, lærer, coaches, rådgivere, at være unikke rollemodeller for vores unge mennesker. Vi skal ikke kun lære vores unge, men også os selv, at ALLE har værdi præcis som vi er!