Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Reference

Fra 7 år med angst til international ’Power-woman’ med lyst til livet!

Coaching reference Anne
Anne, 27 år, Fyn

Fra jeg var 15 til jeg var 22 år fyldte angst alt i mit liv

”Det er svært at sætte ord på præcis, hvad der gjorde, at jeg fik angst. Ud af det blå kunne jeg få hjertebanken, svimmelhed, vejrtrækningsproblemer, utilpashed, koldsved og kvalme. På få sekunder var jeg så langt væk fra virkeligheden og var så styret af min angst, at jeg ikke kunne gøre noget rationelt. Jeg var total desorienteret fra alt, hvad der skete omkring mig. Det var som et mareridt, jeg ikke kunne vågne op fra.

Når angsten var på sit højeste, følte jeg, at jeg skulle dø. I syv år gjorde alt, hvad der skete udenfor hjemmets fire vægge, mig utilpas. Det var en kamp for mig at møde nye mennesker. Jeg havde angst for gå i skole, angst for tage bussen ind til byen, angst for spise foran andre og for at gå på gaden offentligt. Jeg levede et liv bange for alt, konstant bange for at angsten skulle overtage, og at jeg i sidste ende ikke ville kunne styre det. Jeg havde flere angstanfald om dagen, og det fyldte til sidst så meget, at jeg slet ikke kunne se, hvordan jeg nogensinde skulle få et normalt liv. Hele mit liv var opslugt af angst. Jeg var tilknyttet forskellige Børn- og Ungeafdelin-ger, hvor der var flere psykologer, læger og vejledere, der var inde over min angst. Mennesker, som alle forsøgte at hjælpe mig, men uden held. Det var udmattende at skulle forklare, fortælle og udtrykke mig igen og igen og igen. Jeg følte, at jeg gik i ring, at jeg ikke kom nogen vegne. Jeg vidste slet ikke, hvem jeg var som menneske. Den ene samtale efter den anden drænede mig, og jeg var konstant ked af det. Ked af at føle mig anderledes og ked af at føle, at livet var så hårdt. Jeg oplevede ikke glæde kun angst.

Jeg prøvede at være åben overfor de mange psykologer og læger, der forsøgte at hjælpe, men ofte sad jeg i samtalerne og tænkte, at de aldrig kommer til at forstå, hvordan det er at føle sig fremmed overfor sig selv! Gennem de mange samtaler med psykologer og en større indsigt i, hvad angst egentlig var, fik jeg nogle redskaber, jeg aktivt kunne bruge til at dæmpe min angst. Særligt omkring de daglige rutiner. Jeg havde brug for hele tiden at være i kontrol, at være foran. Alt, hvad der kom uforudsigeligt, var et mareridt for mig. Rutiner gav mig en smule ro, som gjorde, at jeg følte, at jeg havde et lille forspring foran angsten. Hvis jeg for eksempel skulle i byen, ringede jeg og undersøgte, hvem der kom og hvor mange. På den måde var jeg på forkant og kunne dermed vurdere, om jeg ville være tryg i situationen. Derfra kunne jeg så beslutte, om jeg skulle tage af sted eller ikke. Jeg havde også rutiner derhjemme. Særligt, hvordan ting skulle stå, og hvordan ting skulle gøres på en helt bestemt måde.

Det var bestemte rytmer, som hjalp mig til at skabe lidt mere trygge rammer i min hverdag. Alle de mange rutiner hjalp mig i en periode, men det sværeste var, at jeg følte, at det ’bare’ var et plaster på såret, der før eller siden ville falde af. Og så ville jeg igen stå i situationer, hvor angsten havde kontrollen. I perioden fra jeg var 15 til jeg blev 22, færdiggjorde jeg folkeskolen og gymnasiet med angsten ved min side. Det var ikke nogle nemme år og hele mit sociale liv, var påvirket af, hvor svært jeg havde det. Jeg tvang mig selv til at deltage i de mange sociale arrangementer, både i og udenfor skolen, selvom jeg overhovedet ikke havde lyst.

Jeg er et meget åbent menneske, er social og elsker at have det sjovt, men alt dette blev overskygget af angsten. Jeg kendte ikke mig selv mere og kunne ikke give mig hen i de forskellige situationer og bare ha’ det sjovt. Efterhånden lærte jeg at acceptere, at angsten skulle være en del af mit liv fra nu og frem. Jeg lærte på mange måder at styre den og vidste, hvilke situationer jeg skulle holde mig fra, for ikke at få angstanfald og ryge tilbage. Det var utrolig svært! Jeg følte konstant at angsten styrede, hvad jeg skulle, og hvad jeg kunne.

I forbindelse med min videregående uddannelse skulle jeg på en længerevarende studietur med hele min årgang. Det var en vigtig del af uddannelsesforløbet, hvor vi skulle til USA i tre måneder. Her rakte mine værktøjer, rutiner og teknikker ikke længere. Jeg kunne simpelthen ikke se, hvordan jeg skulle kunne strukturere og planlægge mig ud af de situationer der måtte opstå undervejs. Hvordan skulle jeg håndtere min angst, så langt væk hjemmefra og med så mange ukendte situationer? Hvordan skulle jeg komme hjem, hvis det blev svært for mig? Hvordan skulle jeg komme ud af flyveren, hvis jeg blev bange? Og hvordan skulle jeg kontrollere, hvem jeg mødte på min vej?

Efterhånden som afrejsedatoen kom tættere og tættere på blev min angst støt tiltagende og det blev sværere og sværere for mig at styre angsten og finde ro. Det blev til sidst så svært for mig, at jeg indviede mine forældre i omfanget af min angst. De havde kendskab til HUMI, og jeg besluttede mig for, selvom jeg var nervøs og næsten ikke orkede at åbne op for ’endnu’ en person, at prøve en coaching-time med Per Poulsen fra HUMI.

HUMIs koncept var simpelt. Coachingen var slet ikke, som jeg havde regnet med. Jeg skulle ikke, som ved samtaler og konsultationer med læger og psykologer, udfylde spørgeskemaer og sætte kryds i bokse med forskellige skalaer og analysere min egen situation. Jeg skulle heller ikke rippe op i min fortid. HUMIs tilgang var mere direkte. Det var lettere for mig, end jeg havde forventet. Det tog kun halvanden time. Vi havde for min sikkerheds skyld, planlagt en time mere, men den aflyste vi, da jeg i samråd med Per vurderede, at der ikke var brug for en ekstra time. Jeg havde en helt anden energi, da jeg gik ud fra coachingen og en helt anden ro. En ro, som jeg ikke havde mærket meget længe. En ro jeg ikke havde mærket i al den tid, hvor min angst havde styret. Jeg var ovenpå, så tingene ovenfra og kunne se mig selv udefra og stadig være i mig selv.

Den ene coachingtime ændrede noget grundlæggende i mig, der resulterede i, at jeg havde meget lettere ved at tage af sted på studietur. Alle mine bekymringer påvirkede mig ikke mere. Det var som om, at det pludseligt var lagt bag mig, meget langt bag mig. Jeg var fri og åben i min måde at være på. Jeg er i dag 27 år, og har de sidste fem år studeret og arbejdet med dans og performance her i Danmark og i udlandet. For tre år siden tog jeg springet og flyttede til USA, hvor jeg blev optaget på Troy University og skulle studere en BFA – Bachelor In Fine Arts. Det var en kæmpe beslutning at skulle flytte til USA, og jeg brugte to år på at spare penge sammen. Det var en lang og svær proces og mange deadlines jeg skulle holde styr på.

Alt lykkedes for mig og jeg flyttede til USA i august 2016. Det var en kæmpe udfordring at skulle rejse fra familie, venner, job og alt det jeg havde opbygget i Danmark, men også en kæmpe sejr, at jeg havde opnået at komme ind på et universitet i USA, og dermed skulle flytte derover permanent. Livet på Troy University var en stor omvæltning, og mange ting gik slet ikke som jeg havde forventet. Det var et kæmpe spring for mig og langt udenfor min comfortzone. Jeg har dog aldrig fortrudt det og det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Jeg har, i de to år jeg boede i USA, stået i så mange uforudsete situationer, hvor alt var kaos og ikke til at finde hoved og hale i. Jeg har stået i disse situationer helt alene, selvfølgelig med hjælp og støtte fra min familie hjemmefra, men jeg måtte klare alt selv i USA.

Det har været ekstremt hårdt, men også givet mig så meget styrke, at uanset om plan A, B, eller C ikke virker, så må jeg bare finde en ny vinkel at se tingene fra og prøve at få det til at virke på den bedste mulige måde. I maj 2018 graduerede jeg fra Troy University med en Associate Arts Degree in Performing Arts. I de to år jeg studerede derover, har jeg rejst rundt alene og besøgt over 11 stater, har fået et utal af venner, masser af oplevelser, har opnået Internationale Scholarships, Honor Awards for mit engagement på skolen og er blevet tildelt The Chancellors List alle fire semestre, for høj studieaktivitet. Dette gives til de elever, der har opnået det højeste gennemsnit muligt på skolen. Vi var i alt 67 elever ud af 20.000 elever, der nåede det.

Jeg har aldrig været særlig dygtig i skolen, og anser ikke mig selv som en boglig stærk person. Jeg har altid kæmpet mig igennem folkeskolen og gymnasiet og brugt et utal af timer på lektier. At stå her i dag og se tilbage på, hvad jeg har opnået i USA, har været en kæmpe sejr. Jeg har tidligere, i mange år, følt mig som en svag person, en der aldrig kunne finde ud af, hvem hun var, og at jeg altid var underlagt det, angsten gjorde ved mig.

Når jeg tænker tilbage på, hvor hårde alle disse år var, bliver jeg stolt over, hvor meget jeg har lært af det og over de ting, som jeg i så ung en alder, allerede har opnået. Jeg elsker nye udfordringer og alt det uforudsigelige, der er ved livet. Jeg har aldrig følt mig stærkere og har fået masser af blod på tanden til hele tiden at udvikle og udforske nye sider af mig selv og konstant vokse som menneske. Der har ikke været skyggen af angst i over fem år, og jeg lever et fantastisk liv med masser af nye muligheder foran mig.”

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram