Kissemisse eller skilsmisse
Forskningen viser at oxytocin i kroppen i starten af et parforhold er en kraftig indikator for om forholdet opløses i løbet af det første halve år eller har en længere varighed.
Dette kan både være en indikator på at oxytocin styrker forbindelsen helt fra starten, så det derved bliver lettere at overkomme forskelligheder og udfordringer, der naturligt viser sig i løbet af parforholdet. Samtidig kan det også være at de personer, der har et sundt og stærkt oxytocin niveau, generelt er bedre til at skabe de situationer, hvor netop nærværet, berøringen og fællesskabet styrker oxytocin niveauet i forholdet generelt. På den måde vil de personer, der har lært at reagere på en måde med sig selv og sin partner, der øger oxytocin niveauet løbende, styrke par-forholdet inde fra. Her står vi måske med en nøgle til hvordan at par-forholdet kan overleve alle de mange gøremål, som hverdagen bringer. Og som kommer til udtryk i at halvdelen af alle ægteskaber ender med skilsmisse og halvdelen af danskere lever som singler.
VIDSTE DU; At oxytocin også kaldes nærværs- og kærlighedshormonet. Det opstår lettest ved nærværende fysisk berøring og i essentielle nærværende situationer, med f.eks. dyb øjenkontakt. Hypofysen i hjernen, udskiller oxytocin, som er hormon, der naturligt sænker aktiviteten og flytter fokus fra det sympatiske (aktivitet) til det parasympatiske (beroligende) nervesystem.
Voksennærværet er under pres
Flere af de fokuspersoner vi har arbejdet med, oplever at det at få børn har udfordret parforholdet. Den ene del er at meget tid går med praktiske gøremål, der følger med det at få børn og vi dermed ’sparer’ den del af samværet væk, som vedligeholder et sundt oxytocin niveau. Den anden del er også relateret til børnene, særligt det at ofte den mandlige partner, oplever at sin kvindelig partner har ændret adfærd efter at børnene er kommet til verden. Mange mænd oplever at deres partner ’pludselig’ har nok i børnene i en sådan grad at en del udvikler ’jalousi’ i forhold til børnenes nærvær med deres partner, idet de selv savner dette nærvær. Nogle af de kvinder vi har talt med fortæller at den fysiske kontakt med børnene faktisk er rigeligt og i nogle tilfælde overvældende, så de dermed ikke har den samme lyst til nærvær med deres mænd. Nogle oplever nærmest deres mænds forsøg som pågående, irriterende eller grænse-overskridende. Det kan skyldtes at oxytocin behovet hos kvinden, let stilles i den nærværende tæthed med børnene, så hun oplever ikke et behov for mere nærvær. Manden derimod risikerer at have et lavt oxytocin niveau og derfor søger hendes nærvær endnu mere. Denne ubalance har vi igennem årene set flere gange, som den bagvedliggende årsag hos flere af de par, der er kommet til parcoaching-sessioner. Det viser sig ved at kvinden oplever, at manden kun er interesseret i sex og manden oplever, at kvinden er meget fjern og virker ligeglad med ham.
Så det er måske i højere grad end hidtil antaget, en ubalance i oxytocin niveauer, der er årsagen til at familier opløses. En ubalance, der kan skabe konflikter og afstand, og som gør os triste og dermed mindre attraktive for os selv og hinanden, og vi derved får startet en ond eller uheldig cirkel. En cirkel, der let risikerer at føre til mindre voksennærvær, afvisning, frustration og som i sidste ende kan føre til handlinger, der forstærker afstanden til hinanden og familielivet, med følelser af ensomhed i tosomheden og i værste fald resultere i utroskab og affærer.
Ensomhed i tosomheden
Der er flere af vores fokuspersoner, der beretter om at ensomheden i tosomheden er meget sværere at håndtere end ensomheden i ensomheden. Konstant at blive mindet om at en man holder af, er så tæt på fysisk og så alligevel føles så langt væk, er smertefuldt for de fleste.
Det er vigtigt at opdage udfordringen så tidligt som muligt, så mængden af dårlige oplevelser ikke bliver uoverstigelig.
Samarbejdet med en terapeut eller coach, handler om at anerkende og se det hele, for derved at finde en måde at lægge det bag sig og starte på en frisk. Desværre søger mange hjælp for sent, hvor den ene eller anden part er kommet så langt ud at vedkommende har lukket af for muligheden mentalt og psykisk.
For mange er berøringen blevet så sjælden og det er i dag mest et tastatur eller en mobiltelefon, der berøres. De sidste år er der flere og flere eksempler på at ’jalousien’ eller ’kampen’ om nærværet er rettet mod de ”døde” apparater, som nu berøres i stedet og mange oplever tager al for meget fokus. Dette forstærkes af at Tech-giganterne målretter deres strategier efter at vi gøres direkte afhængige af deres produkter og platforme, fordi det løfter deres forretning ved at give dem flere af vores minutter de kan sælge til deres annoncører.
Vores børns fremtid
Vi står over for en spændende fremtid, hvor graden af hvor godt vi kender os selv og kan afkode vores behov, kommer til at stå over for teknologiens magnetisme.
Hvilken fremtid ønsker vi? Hvad skal nærværet betyde i fremtiden? Kan vi leve med teknologisk nærvær alene og vil vi det? Risikerer vi at blive følelsesmæssigt og emotionelt afkoblet fra os selv og andre?
I HUMI er vi overbeviste om at Emotionel Intelligens er vigtigere end nogensinde før. At vores evne til at skabe selvindsigt, at lede os selv igennem selvkontrol, at møde os selv med empati, er helt grundlæggende forudsætninger for at kunne indgå i de relationer, der sikrer vores genetiske eller sociale behov. Behov der sikrer den kropskemi, der sikrer vores velvære.
Vi vil arbejde for at vi som mennesker aldrig glemmer, hvad det betyder for os at opleve nærværende fællesskab, dybe dialoger og fysisk berøring. Vi ser det, som en helt grundlæggende del af det at være menneske, og samtidig den største forskel på mennesker og de maskiner, der indgår i systemer. Den dag, hvor vi har aflært os at længes efter et kram, et knus eller et klap på skulderen fra et andet menneske, så er livet, som vi ser det, ikke længere eksisterende. Emotionel Intelligens træner os i at skabe gode følelser i os selv og hinanden. Vores følelser er den eneste reelle drivkraft i alt, hvad vi, som mennesker gør. Vores bestræbelser på at undgå ubehagelige følelser og at opnå behagelige følelser, er den drivkraft, der har skabt hele vores iderigdom og innovation i verden. Paradoksalt nok er det den samme indsigt der nu også ind-bygges i de teknologiske produkter og ydelser, som trækker os ind i skærmene og i tiltagende grad udfordrer selve det grundlæggende i at være menneske, nærheden og tilstedeværelsen i relationerne med hinanden.
Vi ser en fremtid hvor din og min emotionelle intelligens og basale relations evne udfordres af Tech-giganterne. Hvor den emotionelle intelligens anvendes til, i samspil med den kunstige intelligens deres produkter indeholder - at tiltrække så meget af vores tid og fokus som overhovedet muligt.
Du kan derfor vælge at være nysgerrig på, hvor meget af din tid, du allokerer til mennesker og dine relationer og hvor meget du retter blikket mod skærmene.
Relaterede artikler
