Teamleder, Christian Dindler

NLP og Emotionel Intelligens spreder ringe i vandet hos Vandcenter Syd

I teamet, for maskinservice på Nordfyn hos VandCenter Syd, har det ofte kunnet betale sig at være højtråbende, hvis man gerne ville have sin vilje igennem. Men det er nu ved at ændre sig. Som en del af VandCenter Syds virksomhedsplan for 2018 er der fokus på fleksibilitet og tværgående samarbejde, hvor der bliver arbejdet på at styrke kompetencerne i selskabet. Samtidig bliver der arbejdet på at dyrke synergier i samarbejde på tværs af organisationen. Det har betydet, at flere medarbejdere har været på uddannelse i NLP og Emotionel Intelligens. Og det har gjort noget positivt ved dynamikken i teamet på Nordfyn. På både gruppe- og individniveau.

– ”Han hviler mere i sig selv. Han har meget mere ro på. Han har meget mere overskud”.

Sådan beskriver teamleder Christian Dindler, hos VandCenter Syd, sin medarbejder Jan, som har været på uddannelse hos HUMI. Jan har taget en Business Practitioner i NLP og EI og er lige nu i gang med en Master Practitioner.

– ”Jeg kan mærke det på hans måde at være på. Før kunne han godt finde på at trække sig i baggrunden og bakke ud af en dialog. Nu kommer han meget mere på banen og blander sig mere. Han kommer mere intelligent på banen”.

Det er særligt i på møderne i teamet, at Christian bemærker en stor forskel i Jans måde at være på. Han fortæller:

– ”Før hørte vi ham ikke til vores møder. Nu har han fået meget mere gennemslagskraft og formår at få sine mere højtråbende kolleger til at tie stille og høre efter. Dem, der råber højt og har levet højt på at råbe højt, de har nu fået en modvægt i teamet. Og det hjælper gevaldigt på dialogen og har en afsmittende effekt. Der er mere sammenhold. Teammæssigt er det blevet bedre, der kan man virkelig mærke en forskel. Når vi er samlet hele teamet, så flyder dialogen mere, og det er helt sikkert værktøjerne fra NLP og EI, som har en effekt. Når jeg så har andre medarbejdere, der kommer og selv beder om at komme på samme uddannelse, så ved man, at det smitter af på den gode måde, og spreder ringe i vandet”.

En af de medarbejdere er Claus. Han er i gang med at tage Business Practitioner uddannelsen. Ifølge Christian, så tilkendegiver Claus, at han allerede kan mærke en tydelig effekt.

– ”Claus siger selv, at han allerede kan mærke en forskel, ikke kun på arbejdet, men også i privatlivet. Han har meget mere overskud i sin hverdag også til ting, som han før i tiden ville være flegnet ud over”.

– “For nogle kan NLP og EI godt være sådan lidt hokus pokus, og det er også svært at definere, hvad det er, men det virker”, siger Christian.

– ”Jeg oplever, at det er meget hands-on. Det er ligesom at lære at svejse, når du har lært det, så kan du bruge det bagefter. Sådan er det også med NLP. Det er mental træning, som du kan bruge bagefter. Selvfølgelig vil der undervejs være op- og nedture og frem og tilbage. Mine medarbejdere er blevet godt og grundigt rusket igennem, men man skal jo rive noget ned, for at bygge noget nyt op. Det styrker fællesskabet, at de lærer andre og nye måder at håndtere hinanden på”.

Skarphed i egen ledelsesstil

Som leder bliver Christian også holdt til ilden. For når man har sendt sin medarbejder på uddannelse hos HUMI, så får man en medarbejder retur, som er blevet meget mere skarp og reflekterende. Så skal man også selv være klar.

– “Jan er blevet bedre at sparre med. Jeg skal være mere skarp, når jeg snakker med ham. Han har jo fået nogle værktøjer, som gør, at han fanger alting meget hurtigere. Det er sundt for mig som leder. Og så er det jo udfordrende at få sat ord på det, man tænker er logisk, men som man ikke gør. Jeg kan godt se i bakspejlet at jeg nogle gange siger ét, men gør noget andet. Og det er det, man lærer på sådan en uddannelse. Du lærer at kigge indad. For du får jo ikke noget godt ud til andre, hvis du ikke selv har noget, der kommer indefra. På den måde bliver jeg selv holdt til ilden. Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til den gode værkstedshumor – det skal der, ellers er det ikke sjovt at gå på arbejde”, griner Christian.

Vandene falder til ro

Som leder bemærker Christian et fælles træk, der går igen hos de medarbejdere, som tager en uddannelse i NLP. Det er mere ro.

– “En vigtig del af NLP er, at du får ro på dig selv. Roen inde i os selv. Nogle leder efter den hele livet og finder den ikke. Men med NLP kommer man et skridt nærmere og finder ro. Det er jo ikke det samme, man finder ro på. Det er forskelligt fra person til person. For Jan og Claus, er det er vidt forskelligt, hvor de finder deres ro. Jan er jo i udgangspunktet et roligt menneske, men finder en dybere ro og Claus, som har fuld fart frem og temperament, han finder sin ro et andet sted. Det er spændende at følge sin medarbejders udvikling på den måde, selvom det jo er en anden måde at gøre det på, end til eksempel at vise, hvordan man skiller en pumpe ad og samler den igen”.

Fokus og fællesskab i gruppen og ro på det enkelte menneske er noget af det, som Christian bemærker allermest, når han beskriver værdien af at uddanne medarbejdere indenfor NLP og Emotionel Intelligens.

– ”Og jeg håber, at den ro bliver større endnu”, fortæller Christian. “At mine medarbejdere selv kan mærke, at de arbejder sammen, og at de ser deres forskelligheder som fordele i stedet for ulemper”. – “Det må egentlig også være rart for dem, som af vane råber højt, fordi det er blevet det, de er. De kan faktisk slappe mere af. De behøver ikke hele tiden at finde på et modargument, bare for at sige noget. Det skaber en balance som er god for trivslen og dermed forretningen som helhed. Og så er det jo ret godt givet ud”.