I NLP bruges begrebet repræsentationssystemer om de sansebaserede måder, vi registrerer og organiserer oplevelser på.
Hos HUMI bruger vi modellen til at træne opmærksomhed på, hvordan mennesker beskriver, husker og forholder sig til deres oplevelser – blandt andet visuelt, auditivt, kinæstetisk og gennem det, vi i HUMI-materialet kalder audio-digital bearbejdning.
Repræsentationssystemer svarer i NLP til de sansebaserede kanaler, vi bruger til at opfatte og repræsentere vores oplevelse af verden.
I relation til Model af verden bruges modellen til at beskrive, hvordan oplevelser blandt andet registreres gennem det, vi ser, hører og mærker.
I NLP arbejder man med, at mennesker kan lægge forskellig vægt på forskellige former for sanseinformation i forskellige situationer. Det betyder ikke nødvendigvis, at en person tilhører én fast type.
I HUMIs NLP-materiale bruger vi betegnelsen VAKA som en praktisk huskeregel.
De fire områder er:
Visuel – det, vi ser uden for os selv, og de billeder vi kan danne eller genkalde os mentalt.
Auditiv – det, vi hører, samt lyd, ord og indre dialog.
Kinæstetisk – kropslige fornemmelser, berøring, bevægelse og følelsesmæssige oplevelser.
Audio-digital – HUMIs betegnelse for mere sproglig og faktabaseret informationsbearbejdning, eksempelvis tal, rækkefølge, data, symboler og indre formuleringer.
I NLP bruges modellen blandt andet til at lægge mærke til de ord og beskrivelser, mennesker anvender.
En person kan eksempelvis sige:
“Jeg kan tydeligt se, hvad du mener.”
“Det lyder rigtigt for mig.”
“Jeg har en god fornemmelse af det.”
Forskellige formuleringer kan være en anledning til at blive mere opmærksom på, hvordan personen aktuelt beskriver sin oplevelse.
Hos HUMI bruger vi ikke disse formuleringer som et sikkert bevis på en fast persontype. Vi bruger dem som praktiske signaler, der kan styrke nysgerrighed og fleksibilitet i kommunikationen.
Hos HUMI bruger vi repræsentationssystemer som en praktisk model til at træne opmærksomhed på både egen og andres kommunikation.
Pointen er ikke at sætte mennesker i faste kasser, men at opdage, hvilke former for information der fylder i en bestemt situation, og blive mere fleksibel i den måde, man lytter og kommunikerer på.
En person kan eksempelvis bruge meget visuelt sprog i én sammenhæng og mere auditiv eller kinæstetisk bearbejdning i en anden.
For HUMI handler modellen derfor mere om kommunikativ fleksibilitet end om at diagnosticere en bestemt persontype.