Det er nu et år siden min datter Sofia blev født. Det hele gik rigtig godt, hun var sund og velskabt, og amningen fungerede som den skulle. Men alligevel havde jeg helt fra starten en udtalt usikkerhed omkring hele situationen; det at blive mor, ansvaret, usikkerheden og manglen på kontrol over tingene. Jeg talte ikke med nogen om det i starten, men forsøgte at klare tingene selv, og skjule jeg var usikker.
Men jeg kunne ikke skjule følelsen af usikkerhed for min datter. Og da hun var en måneds tid gammel, begyndte hun ind imellem at afvise at blive ammet. Det gjorde mig endnu mere usikker, og jeg gik til sundhedsplejersken, som vejede hende og sagde, hun ikke fik nok mælk. Så væltede min verden helt.
Jeg følte det var min skyld, og var helt ulykkelig, hvilket bare gjorde tingene endnu værre. Og efter en uge, hvor min datter spiste mindre og mindre, blev vi indlagt for at “få genetableret amningen”. Det lykkedes aldrig rigtigt og efter 3 måneder opgav jeg helt, efter en alt for hård kamp, og alt for mange nederlag. Resultatet var, at jeg, da min datter var 3 måneder gammel, følte mig som en rigtig dårlig mor.
Det begyndte at blive lidt lettere for mig, da vi gik over til flaske, og da hun sidenhen begyndte at spise grød. Men jeg havde en konstant bekymring for, om hun nu fik nok at spise, og havde svært ved at give slip og lade andre tage over, da jeg følte at det var mit ansvar. Til sidst gik jeg til min læge, der konstaterede, at jeg havde fået en efterfødselsdepression, og gav mig antidepressiv medicin.
Det hjalp, og jeg begyndte langsomt at komme op mod overfladen igen, og da Sofia blev 8 måneder, begyndte jeg at ligne mig selv igen. Men selvom det gik den rigtige vej, blev angsten for om mit barn fik nok at spise – ville hun overleve?? – og følelsen af at fejle som mor, sad stadig i mig, og fyldte rigtig meget, meget mere end jeg selv troede.
Det fandt jeg ud af da Per kom og hjalp mig. Han havde i telefonen sagt, at han sagtens ville kunne hjælpe mig, og det ikke ville være et problem at fjerne min angst. Og det virkede! På ca. 1½ time gik jeg fra at være fyldt af angst i krop og hjerne til næsten ikke at kunne finde følelsen frem, selvom jeg prøvede. Med under 2 timers terapi, der fokuserede på, at jeg er god nok som menneske og som mor, fik Per mig ud af angsten, og jeg kunne igen mærke og se mig selv og min datter.
I dag har min datter det rigtig godt, hun spiser for det meste fint, og når hun ikke gør, kan jeg næsten altid slå bekymringen væk og tænke på noget andet. Jeg er blevet god til at fortælle mig selv, at hun nok spiser til næste måltid, så. Når jeg er ude af madsituationen tænker jeg for det meste ikke meget mere over mængden af mad. Og det bedste er, at jeg ikke har angsten.
Jeg går ikke i seng med en ubehagelig følelse i maven og knude i brystet, og jeg ser ‘rigtigt’ på hende og er ‘rigtig’ sammen med hende uden at have den gnavende fornemmelse af at hun burde have spist noget mere.
Jeg har fået mere plads i mit hoved til at rumme hende og til at være sammen med venner og familie, til at gøre ting, og kan tage initiativ igen. Angsten overskygger ikke længere alle mine gøremål. Og jeg ved, at jeg er en god mor!