Hele mit liv har jeg været en helt normal pige. Gode karakterer i folkeskolen og gymnasiet, god familie og et stærkt socialt netværk. Det hele gik som det skulle, indtil jeg blev student som 19årig. Planen var lagt: Jeg skulle som alle andre nyudklækkede studenter, bruge det første halvår af mit sabbatår på at arbejde og det næste på at rejse. Efter ét sabbatår ville jeg søge ind på jurastudiet.
Den plan faldt dog til jorden, da jeg et par måneder efter min studentereksamen, da jeg pludselig blev ramt af angst. Min ellers normalt høje selvtillid forsvandt, jeg var ked af det og begyndte at få voldsomme angstanfald. Måneder gik, hvor jeg kastede op flere gange dagligt, blev inden for husets fire vægge og små opgaver som tandbørstning blev pludselig umuligt at gennemføre. Jeg sagde mit job op, fik antidepressiv medicin, men fik det fortsat værre. Jeg fik voldsommere angstanfald, flere tvangshandlinger og tanken om at tage mit eget liv fyldte mere i mine tanker.
Jeg tog til lægen igen og blev henvist til børn- og unge psykiatrisk afdeling i Odense. Der kom jeg til udredning og blev diagnosticeret med ‘anden blandet angsttilstand’. Grundet min alder kunne jeg ikke modtage behandling i børn- og unge psykiatrisk, da jeg ikke ville nå at færdiggøre behandlingen inden jeg skulle overflyttes til voksenpsykiatrisk afdeling. Jeg blev derfor sendt hjem igen med den meddelelse, at jeg skulle vente til min 20 års fødselsdag tre måneder senere og dermed kunne starte i voksenpsykiatrien.
Jeg blev i stedet henvist til internetpsykiatrien, som ville have mulighed for at give mig hjælp i de tre måneder. Jeg blev udredt via et telefonopkald i internetpsykiatrien, som også vurderede at jeg led af både angst og depression og kunne derfor heller ikke modtage hjælp eller behandling hos dem. Der måtte jeg indse, at jeg ikke havde andet valg end at vente til jeg kunne komme i voksenpsykiatrien. I ventetiden blev jeg ved med at kaste op, få panikanfald og mine tanker buldrede derudaf. Mit ellers stærke sociale netværk var brudt ned da jeg ikke havde overskuddet til at være i kontakt med nogen. Jeg havde kun mine forældre og min kæreste.
Tankerne om at tage mit eget liv blev mere virkelige og jeg begyndte at undersøge mine muligheder. Google, hvor langt skal et menneske falde for at dø? Hvor høj er Svendborgs retsbygning?
Dér begyndte jeg selv at undersøge alternativ behandling. Hypnose, reiki healing, kinesiologi. Den medicin jeg tog, hjalp ikke og jeg kunne ikke længere gå rundt om mig selv og blive mere og mere selvdestruktiv. Først prøvede jeg kinesiologi. Derefter hypnose. Så kinesiologi igen. Allerede de første par gange kunne jeg mærke, at det virkede godt på mig. Hver gang jeg kørte hjem fra en behandling, kunne jeg de næste timer huske hvordan det føles at være mig igen. Det var dén befriende følelse jeg desperat havde higet efter så længe og selvom det ikke var permanent, gav det mig håb og tro på, at jeg kunne blive mit gamle jeg igen.
Jeg levede af min opsparing og havde ikke længere råd til at fortsætte de dyre behandlinger – det var jo også meningen, at jeg kun skulle bruge det indtil jeg kunne komme i voksenpsykiatrien. Så jeg fordelte hvad jeg havde over de tre måneder. Da jeg endelig kom til udredning på psykiatrisk afdeling, blev jeg diagnosticeret med generaliseret angst. Jeg blev igen foreslået antidepressiv medicin, som jeg havde fået før og jeg takkede nej. Jeg blev informeret om, at jeg skulle anse min angst som en sygdom jeg ikke ville slippe af med, men lære at leve med. Det troede jeg ikke på – eller så ville jeg ikke tro på det? Jeg havde jo haft det godt før i tiden, så hvorfor skulle jeg ikke kunne få det sådan igen? Jeg mødte en psykolog og skulle igennem et forløb med kognitiv terapi. Mange af øvelserne omhandlede skema, hvor jeg skulle skrive mine tanker og følelser ned eller øvelser hvor jeg skulle presse mig selv ud i situationer, hvor jeg udfordrede min angst. Efter nogle gange kunne jeg mærke, at den udvikling jeg ellers havde haft med kinesiologi og hypnose var tilbagegående og jeg trivedes ikke på psykiatrisk afdeling. Jeg var igen begyndt at få det værre og miste troen på at jeg kunne blive rask.
Min far tilbød at betale for nogle timer hos en coach i NLP og emotionel intelligens, som jeg selvfølgelig sagde ja til.
Min første time til coaching gav mig samme følelse, som jeg havde oplevet til kinesiologi og hypnose. Ægte kontakt med mine følelser og et glimt af mit gamle jeg, som jeg kun havde oplevet få gange det sidste år.
Denne gang var der bare den væsentlige forskel, at jeg ikke blot lærte at komme i kontakt med mine følelser – jeg kunne også lære at styre dem.
Efter et par gange med coaching blev jeg foreslået en NLP–uddannelse Business Practitioner. Uddannelsen ville strække sig over et halvt år med to dages workshop hver tredje uge. Udover dét vidste jeg ikke konkret hvad det indebar, udover at der ville være omkring 20 andre deltagere.
Jeg stoppede på psykiatrisk afdeling og satte al min lid og håb til NLP og Emotionel Intelligens. I starten af uddannelsen var jeg stadig meget præget af min angst, havde lav selvtillid og var meget sårbar. Der gik dog ikke længe før jeg følte mig tryg med de andre deltagere og uddannelsesdagene blev et frirum fra angsten, som jeg glædede mig til.
Som tiden gik og forløbet skred frem blev jeg mere selvsikker og opdagede hvad der lå til grund for min angst og lærte mere om hvordan jeg kunne styre den. De uger hvor der ikke var uddannelsesdage var stadig hårde men jeg praktiserede det jeg havde lært, så godt jeg kunne, hvilket gjorde tilværelsen lettere.
Ved uddannelsens afslutning et halvt år senere var det ikke kun mig selv der kunne se og mærke min udvikling. De andre deltagere, min familie og kæreste kunne alle se den enorme udvikling jeg havde været igennem siden jeg startede. Det vigtigste var dog min egen indsigt. Indsigt i hvor langt jeg var nået på så kort tid. Indsigt i mig selv og mine følelser. Jeg kastede ikke længere op og mine selvmordstanker var forsvundet. Jeg var klar på livet og var begyndt at socialisere mig igen og skulle tilmed starte studie kort tid efter. Jeg var ikke angstfri men jeg vidste hvad jeg var i stand til at opnå, hvis jeg fortsat praktiserede NLP.
I dag er det fire år siden det hele startede og dengang havde jeg aldrig turde ønske mig, at det ville være muligt for mig at have det så godt, som i dag. Jeg har et endnu stærkere socialt netværk end jeg nogensinde har haft, større selvtillid og langt mere rummelig overfor andre mennesker. Jeg har min NLP–værktøjskasse med mig og bruger den når jeg har behov for det. Jeg stoler på mig selv og min dømmekraft og er i dag taknemmelig for at jeg skulle gennemgå en hård periode i mit liv, da jeg i dag er stærkere end jeg nogensinde ville være blevet uden.
Der er ikke en rigtig eller forkert måde at håndtere denne slags udfordringer på. Mit netværk var kritiske overfor ”alternative” behandlingsmetoder, men det har ændret mit liv, at jeg fortsatte med det, der virkede for mig. Mit behov lå ikke i sundhedsvæsenet men i coaching. Andre har det måske anderledes og det skal vi være bedre til at acceptere og rumme. Det er ligegyldigt hvad der virker – bare det virker.