Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in posts
Search in pages

Maj 2020

Kamilla Schneel Nielsen 36 år, Strib

Svær angst i 6 år

Fra uhelbredelig angst, tvangstanker og maksimal medicinering – til livsnydelse og ‘nul’ medicinering 

30 år, mand, hus, fedt job, skønne piger på 3 og 0 år og en verden der bare stod og ventede på at blive oplevet. Alt var godt hidtil og jeg havde på ingen måder forudset, hvordan min verden pludselig skulle ændre sig og vælte mig omkuld, da angstens grimme ansigt kom til syne. Det var en følelse som jeg aldrig havde oplevet før og derfor virkede det som et kæmpe chok. Tænk min hjerne kunne spille mig et pus på den måde og samtidig var der ingen i min nærmeste omgangskreds, der kunne forstå hvad der skete med mig.

Og pludselig stod jeg der med et målebånd om min arm. Var den venstre arm ikke 3 cm større end den højre? Ud foran spejlet igen, jo den VAR altså større, endda synligt større. Google var ikke min ven, hvor end jeg forsøgte med diverse søgekriterier. Min lægeveninde måtte derfor tage imod en sms ”Kan der godt være 3-5 cm. forskel på højre og venstre arm?” Svaret kom prompte ”Det er aldrig noget jeg har tænkt over, men det kan da sagtens være – måske det er fordi du er venstrehåndet?” I guder hvor jeg følte mig dum og faktisk også en smule misforstået. 

2 uger efter, måtte jeg konsultere min egen læge med samme spørgsmål. Samtidig med, at hun måtte undersøge mine bryster. Jeg var overbevist om, at der sad en knude i brystet, som måtte stoppe for blodtilførslen til armen. Hun udelukkede min egen diagnose. 

2 måneder efter sad jeg der igen, nu med kæmpe hævet lymfe på halsen. Nu var den der, ”ENDELIG” blev det opdaget, det var lymfekræft jeg fejlede. Jeg var sikker på at det var fordi, de endnu ikke have opdaget, at jeg rent faktisk havde kræft i min skjoldbruskkirtel, som var blevet fjernet for et år siden. Endnu en gang måtte jeg gå derfra uden diagnose, lymfen var langt under 1 cm og blød som smør. 

Da jeg 3. gang drog til lægen for at blive tjekket for en ny kræftdiagnose brød jeg helt sammen. Jeg kunne ikke være i min krop, jeg var fjern, kunne ikke fokusere, tabte mig og havde kvalme. Denne gang fik jeg dog en diagnose, om end det ikke var den jeg selv havde forudset. Svær helbredsangst og alt for meget mavesyre. Jeg gik derfra med en recept på lykkepiller, en recept på mavesyredæmpende medicin og en henvisning til psykolog. Heldigvis havde jeg en sundhedsforsikring via mit job, og kom til psykolog 4 uger efter.  

Med lykkepillernes indtag fulgte dobbelt op på angst, en voldsomt sitrende krop og ingen søvn. Min læge forsøgte at berolige mig med, at det var helt normalt i starten.  

Det var voldsomt, hvordan hele min verden pludselig væltede og alt handlede om kræft og angst, på trods af ingen i min nære familie tidligere havde været ramt. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg om kort tid ville dø af kræft. Det var blot et spørgsmål om tid og jeg begyndte ligeledes at få voldsomme tvangstanker som f.eks. at dette ville blive min sidste jul og hvem der mon skulle hænge julepynt op med mine små piger næste år. Samtidig havde jeg tvangstanker som, at nåede jeg ikke over for grønt lys ved næste lyskryds, så ville jeg dø inden årets udgang, hvem skulle lære mine børn om livets gang, om det at blive teenager, få kærester og sorger og hvem skulle købe deres konfirmationstøj, når jeg nu ikke var der længere. Det var overvejelser ned i mindste detalje. 

Psykologen jeg havde fået anvist, var rigtig sød og imødekommende. Hun forklarede hvad angst er, at min hjerne manglede serotonin og at jeg blot skulle komme der et par gange, hvis jeg løb et par ture ved siden af, for at få gang i serotoninen igen. Efter jeg havde gået der i 2 år, sagde hun, at det nok var bedst at skrue op for styrken på mine lykkepiller, da jeg åbenbart ikke selv kunne producere tilstrækkelig serotonin. “Bare bed om højeste styrke” kan jeg huske hun sagde. Jo længere tid du går med angst, jo mere bider den sig på dig. Hun lærte mig dog, at angsten har mange grimme ansigter, og den rammer os alle forskelligt. Ligeledes lærte hun mig, at angst aldrig kommer alene og sjældent uden stress. Pludselig havde jeg også det mærkat, STRESS. Jeg tror dog til dels hun havde ret. Jeg var blevet mor og dette med kæmpe M. Ingen kunne gøre det ligeså som jeg, ej heller deres far. Jeg ville gøre ALT med dem og ALT for dem. At de skulle undvære mig, var ganske ubærligt. Dette kombineret med et arbejde jeg elskede og ville gøre alt for, ligesom jeg gerne ville være den gode kæreste og ikke mindst den gode omsorgsfulde veninde, som alle kunne komme til. Det var hårdt og en rolle jeg slet ikke kunne rumme at være i. Jeg kunne bare ikke se det. Jeg havde længe ikke mærket mig selv, kørt i et tempo hvor jeg ikke havde tid til at reflektere og bare sat hjernen på autopilot.  

Min læge ville ikke skrue op til højeste dosis, som psykologen havde foreslået, så jeg fik en henvisning til et onlineforløb, hvor jeg kunne lære noget mindfulness. Hvis det ikke hjalp, var næste skridt en psykiater. Online forløbet gik helt skidt. Jeg var så presset både mentalt og fysisk og så skulle jeg på computeren lytte til 1 times fortælling, for derefter at bruge 1 time på at udfylde et spørgeskema om hvorvidt jeg ville begå selvmord eller om jeg ”blot” havde det lidt skidt. Jeg skulle også lave ”lektier” 2-3 timer om ugen. Konklusion ved lægen 6 måneder senere. Patienten vurderes at lide af meget svær helbredsangst og har i øvrigt ikke arbejdet med de opgaver der er blevet stillet. 

Efterhånden havde hele min krop været selv-diagnosticeret med kræft alle tænkelige steder. De fleste steder endda af flere omgange. Når et sted blev afkræftet, dukkede der hurtigt et nyt sted op. 

Jeg havde virkelig store forhåbninger til psykiateren. Han kunne både agere psykolog og læge. HAN måtte kunne hjælpe mig med nogle redskaber. Jeg ville ud af medicinen, ikke højere op. Han fik mig ud, præcis som jeg håbede, dog uden et eneste redskab. I starten af udtrapningen gik det okay, men jeg husker ikke en eneste dag uden angst eller bekymring. Angsten lå konstant under overfladen og lurede. 

11 måneder senere væltede min verden igen. Denne gang mere voldsomt end jeg tidligere havde oplevet. Min psykiater var blevet langtidssygemeldt. Egen læge satte mig straks på medicin igen med beskeden om, at jeg skulle indse og acceptere, at jeg nok skulle leve med medicin resten af mit liv. Derudover fik jeg en henvisning til en ny psykiater. Efter første besøg hos den nye psykiater fik jeg tilbudt maksimal dosis af lykkepiller, kvalmestillende, beroligende til angstanfaldene og sovemedicin. Jeg takkede nej til alt, på nær min normale dosis af lykkepiller. Jeg kunne slet ikke rumme igen at være ”hende med angst “ og på maksimal dosis af medicin. 

Andre omstændigheder gjorde, at jeg kort tid efter mit besøg ved den nye psykiater, kom i kontakt med Per Poulsen fra HUMI. Efter blot en times coaching i en helt anden anledning, var jeg ikke i tvivl om, at han ville blive min redning i forhold til min angst. 

Vi gik en tur, den første gang jeg blev coachet omkring min angst. Jeg fortalte kort, hvad min angst gik ud på. Ikke i detaljer, men mere hvad den gjorde ved mig. En time senere var jeg et langt lettere menneske, trods det at jeg næsten ikke havde talt. Per guidede mig igennem samtalen. Jeg svarede og efter kort tid fandt Per ind til en lille men meget betydningsfuld kerne. Den kerne som havde skabt så meget ubalance og ubehag de sidste mange år. Jeg mærkede det så tydeligt og lige der, vidste jeg, at vi havde ramt det helt rigtige.

Lettelsen efter blot en coaching var stor. Jeg fornemmede angsten på et langt lavere niveau og jeg var i stand til at tage afstand fra den og ikke lade den fylde. Den følelse er blevet stærkere sidenhen og jeg er på ingen måder i dag tynget af angsten. Tværtimod kan jeg grine af den, når den lige viser tænder. Jeg ved, at det er angsten og at jeg er langt stærkere end den. 

Jeg har efterfølgende været til en aftale hos min psykiater, der havde et ønske om at sætte min dosis af medicin op. Efter at have set hvad coachingsessionerne har haft af positiv betydning for mig, har hun, til min overraskelse, indvilliget i at hjælpe mig med at trappe ud af min medicin.  

Jeg føler mig stærkere end nogensinde før og fuldstændig klar til at slippe medicinen. Møder jeg bump på vejen, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg hurtigt kan komme i mål igen ved at bruge de redskaber jeg har lært. 

I dag er jeg 36 år, heldigvis har jeg stadig mand, hus, børn og hele livet foran mig. Jeg er så taknemmelig og glad for, at jeg mødte Per Poulsen og i dag nyder jeg livet 100% – hver eneste dag! 

PS.

Afslutningsvis skal nævnes, at jeg har forsøgt langt mere end de ovenstående professionelle inden jeg kom i kontakt med Per Poulsen. Noget har hjulpet kortsigtet, noget slet ikke og noget via placeboeffekt.   

Jeg har samtidig været heldig, at jeg via mit arbejde havde en sundhedsforsikring, hvilket betød at jeg kom hurtigere til en psykolog. Indenfor 4 uger. Til sammenligning kunne det offentlige tilbyde mig en tid om 4-6 måneder. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at systemet i den grad må ‘tabe’ en masse gode mennesker på gulvet, på den bekostning.

HUMI

Vi  udvikler mennesker baseret på Emotionel Intelligens og NLP.
HUMI, Lumbyvej 19, PUMPEHUSET, 5000 Odense

Nyhedsbrev

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram