Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Reference

Når tingene ikke altid er som de ser ud

Min datter Mie, 16 år, har været med til denne skrivelse. Vi vil dels gerne fortælle Per, hvor glade vi er for hans hjælp, da Mie begyndte på ”slinger-valsen”, og dels vil vi gerne fortælle andre forældre til skilsmisse- og teenagerbørn, at der er hjælp at hente, når det gør ”ondt i livet”.

4 timer hos dig. Blot 4 timer tog det at få Mie på rette spor igen. Den bedste investering, vi har foretaget!

Mie mistede sin 18-årige bonus-bror på tragisk vis. Det påvirkede hende selvfølgelig rigtig meget. De boede ikke under samme tag, men havde kendt hinanden siden Mie var 4 år.

Mie blev trist, indadvendt, bange og ked af det. Ville pludselig heller ikke sove på sit eget værelse, men hos os i soveværelset. Havde brug for, jeg var der hele tiden. Havde ikke lyst til vennerne. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun havde det sådan, og vi tillagde dødsfaldet som årsagen. Jeg er så heldig at have et rigtig dejligt gensidigt fortrolighedsforhold til Mie, så vi fik lange snakke – i lang tid – om dødsfaldet, og for en tid virkede det, som om tingene kom lidt på afstand.

Men det viste sig, jeg tog fejl. Efter en kort tid som min ”gamle” skønne datter, kunne jeg mærke, at hun stille og roligt blev trist og indadvendt igen. Og hvad gør man så? Jeg følte mig magtesløs. Jeg var jo bare ”mor”, og kunne ”kun” stå klar med kram, snak og trøst. Og psykolog – det havde Mie absolut ikke lyst til.

Da jeg – som de fleste forældre – ikke kan virke, hvis mine børn ikke virker, gjorde det rigtig ondt at se, Mie være så ked af det. Jeg talte med min chef dagen efter, og satte hende ind i udfordringerne med Mie. Og så kom ordet ”Coach” på banen.

Hjemme igen fortalte jeg Mie om, hvad en coach laver og foreslog, at vi prøvede det. Fortalte hende samtidig, at ALT hvad hun og coachen talte om, blev mellem dem. Efter nogen snak indvilligede hun i at prøve, og for at fastholde hende, lavede jeg straks en aftale.

Da dagen kom, hvor Mie skulle til første samtale, var hun klar til at vende om igen. Tårer i øjnene. Bleg og ked af det. Usikker: ”Hvad skal jeg sige”. ”Skal vi ikke bare køre hjem”. Men hen til døren kom hun.

2 timer senere kom hun tilbage igen. Og sikke en forandring. Storsmilende, liv i øjnene og så SNAKKEDE hun. Det var bare SÅ dejligt, og hun glædede sig til at skulle snakke med Per igen. Det samme gentog sig næste gang. Og hun øste ud af sin nye viden og tanker til mig. Og ikke nok med det. Hun ringede også til sine venner for at fortælle om sine oplevelser, og om hvordan hun havde det. Det er nemlig meget lettere (ikke tabu) at have sin ”private” coach end at gå til psykolog, når man er 16 år!!

Men overfor mig tog snakken en lidt anden drejning! Nu begyndte hun nemlig at tale om sine oplevelser som skilsmissebarn. Noget, jeg for længst troede var overstået. Nu drejede det sig ikke længere om dødsfaldet. Men en masse erindringer og spørgsmål om skilsmisse, som var sket for 12 år siden! Jeg må nok sige, at jeg også lærte en hel del, og det gjorde ondt. Jeg lærte bl.a., at man skal passe på ikke, i god tro, at undervurder børn. Børn glemmer IKKE. Hvad de er for små til at sætte ord på giver i stedet fantasier. Mie havde en masse i rygsækken.

Så dødsfaldet, tror jeg, var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Havde jeg haft samme viden dengang, som jeg har fået efter Mies samtaler med Per, så havde jeg søgt råd og hjælp til at tackle skilsmissen på ”børnehøjde” dengang. Jeg er nu bare glad for, at Mie fik hjælp hos Per nu, så hun ikke, som så mange andre (og jeg), i voksenlivet skal rende rundt med en overfyldt rygsæk, der kan flyde over når som helst.

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram