Det ene parameter er netop “fokus”, hvor der er 2 måder at fokusere på. Det ene yderpunkt er at fokusere på at tale om dét, der blev oplevet med sanserne i en konkret situation. Altså, at tale om råmaterialet fra sanserne, inden man fortolker det til sin personlige virkelighed.
Det andet parameter er “handling”. Når vi ser på handling i forhold til effektivt træningsfokus, så er den ene del af fokusset på dét at tale, som for eksempel: “hvad var det vi skulle gøre?”, “hvad var det øvelsen gik ud på?”, “hvordan skulle den virke?” og så videre. Den anden ende af dén skala er bare at gøre det. Her er øvelserne igen designet til at dét “at gøre det” nok skal sikre de efterfølgende dialoger, de læringspunkter og den erfaring, der skal til for at bære kompetencen med sig videre.
Dilemmaet er her at en del mennesker synes at det er lettere at tale om det man skal arbejde med i øvelsen end dét at lave den praktisk. Dermed nedsættes læringsværdien og effektiviteten i træningen og, fremfor det ideelle fokus på at “gøre det”, er der fokus på at “tale om det”.
Her ønsker vi at understrege, at processen, der undervises i på vores uddannelser, er designet til at implementere viden, både bevidst og ubevidst, langt hurtigere, stærkere og mere effektivt, end træning på traditionel vis.
Man kan investere sit fokus på en måde, der kun giver 10% at det potentielle udbytte. Til gengæld kan man også, lidt uvant, flytte sig selv til at lære mere effektivt og dermed vil man kunne få 10 gange mere ud af en træningstime.