Hvor meget betyder nærværende fysisk berøring for livskvaliteten?
Alt for mange mennesker lever med et berørings underskud, der påvirker deres livskvalitet og selvopfattelse negativt. De savner om de er bevidst om det eller ej, berøringer, som et håndtryk, et kram eller et klap på skulderen.
Forskningen dokumenterer at vi, lige fra at vi som nyfødte, ligger i vores mors arme, og helt frem til vores sidste åndedrag på plejehjemmet, har brug for berøring. At vi, som mennesker, visner uden og blomstre med berøring. Kærlig og omsorgsfuld berøring har med andre ord en vital betydning for vores psykiske og fysiske velvære.
»Hvis vi aldrig bliver rørt, så visner vi,« siger den svenske læge og professor i fysiologi, Kerstin Moberg.
Nærhed og jævnlig fysisk berøring er helt afgørende for, at vi som mennesker har det godt både psykisk og fysisk. At blive krammet, blide strøg i håret og nusseri forskellige steder på kroppen opleves rart mens det sker og starter samtidig en række fysiske processer i kroppen. ifølge Kerstin Moberg, som har forsket i over 25 år på dette område, er det helbredsmæssigt sundt at blive berørt på en omsorgsfuld måde og direkte usundt ikke at blive berørt nok.
I dialoger med fokuspersoner, som vi i HUMI igennem årene har mødt, er der mange der lever i underskud af omsorgsfuld berøring. Det selvom de reelt kommer til coaching i forhold til helt andre udfordringer, hvor det så i afdækningen viser sig at være hudsult, der ligger bag. Hudsult udtrykker den følelsesmæssige tilstand der opstår, når vi som mennesker ikke oplever at blive berørt nok. Hudsult er ikke en sygdom men meget peger på at den kan føre til et markant dårligere helbred over tid.
Sammenligningen med sult er god, idet den dels peger på at det er så dybt og naturligt et behov for mennesker og samtidig signalerer hudsult, at man kan risikere at visne og dø, uden denne form for næring.
Det er dog vigtigt at understrege at hudsult eller ønsket om omsorgsfuld berøring, ikke skal forveksles med ønsker om sex, men berøring som en varm, omsorgsfuld og nærværende kontakt.
En undersøgelse foretaget af YouGov i 2019 viser at 6 ud af 10 savner en eller anden form for fysisk berøring. 1008 danskere i alderen 18 til 74 år skulle svare på om de savnede omsorgsfuld berøring i hverdagen. Tabellen viser fordelingen.
Du kan finde mange eksempler på den positive effekt berøring har fra din hverdag. Når selv et lille klap på skulderen fra en kollega kan skabe ro og tryghed på et sekund, så er det blot ét eksempel på effekten. Hvis vi ser på kommunikation, som på samme måde som berøring er en udtryks-form, så er verbal kommunikation altså ordene, kun en meget lille del af budskabet. Undersøgelser viser at ordene kun udgør 7% af budskabet, hvor dem nonverbale del, stemmeføring og kropssproget udgør de øvrige 93%.
Forholder vi os til at ordene er mindre følelsesmæssige påvirkende end det vi kan se og høre ud over ordene, så giver det god mening, at berøring er endnu tydeligere kommunikation mellem mennesker og derved en meget stærkere påvirkning. Med denne påvirkning, kan vi på samme måde, som med kommunikation mellem mennesker, skabe ændringer af tilstande eller følelser i hinanden.
Den direkte fysiske berøring sender signaler til hjernen, hvor en lille kirtel kaldet hypofysen, udskiller oxytocin. Det er et hormon, der naturligt sænker aktiviteten og flytter fokus fra det sympatiske (aktivitet) til det parasympatiske (beroligende) nervesystem. Det minimerer de interne reaktioner og modvirker stresstilstande og har en direkte helbredsmæssig positiv effekt med lavere puls og blodtryk til følge. Hermed en oversigt ud fra undersøgelser, forskning og vores interview med fokuspersoner.
UNDERSKUD PÅ OXYTOCIN
OXYTOCIN I KROPPEN
Det starter med det nyfødte barns første kontakt med sin mor, som er en stærk oxytocin oplevelse for både mor og barn.
Forskningen peger på at berøringen og særligt nærværet i berøringen i de første år af barnets liv, påvirker barnets evne til at knytte stærke relationer og til at udvise tillid til andre mennesker senere i livet.
Dette stærke fundament udvikles igennem barndommen, hvor den fysiske kontakt både med at amme og kramme, at blive kysset og nusset fortsætter, som en del af barnets udvikling i forhold til at have tillid.
Samtidig bliver det til dybe emotionelle ankre, der for barnet relaterer netop berøringen og de følelser af oxytocin i kroppen med ro og afslappethed. Når vi ser på, hvordan behovet senere i livet er eksisterende, kan vi fra det traditionelle forskningsperspektiv undersøge os frem til antagelser om, at det er noget der ligger genetisk i os. Det er også det forskningen hidtil har dokumenteret mange gange, nemlig at mennesker har behov for berøring igennem hele livet.
Gennem vores erfaringer fra coaching sessioner, kommer der et perspektiv mere med. Igennem indsigten fra NLP og Emotionel Intelligens kan vi nuancere opfattelsen om dette behov yderligere, både i forhold til genetik og udviklingen gennem livet.
Selvom forskningen peger på at alle har godt af og brug for berøring er der alligevel et men. Forskningen (tabellen fra side 2) viser nemlig samtidig at ca. 50% vurderer, at de ikke savner eller kun i mindre grad savner berøring, og at der er 6%, der ikke kan svare på spørgsmålet. Her kan vi fra det traditionelle forsknings-perspektiv let vurdere, at de muligvis har et niveau af berøring i deres liv, som passer til det behov de har. Til gengæld viser samtaler med fokuspersoner at dette tal også indeholder ’skyggetal’. Her er der tale om dem, der ikke oplever berøring som noget godt eller oplever det direkte ubehageligt. Dem, som ikke oplever de stærke positive ankre på kærlighed og tryghed, men i stedet har ankre på savn, svigt eller endda overgreb. De vil naturligt, i den tidligere omtalte undersøgelse svare, det ved jeg ikke, det gør jeg ikke eller det gør jeg i mindre grad.
Dette peger på at forskningens anlagte forståelse, at vi alle har et generisk medfødt behov for berøring, ikke nødvendigvis er hele sandheden. Behovet er på den anden side også en konsekvens af at denne følelse af oxytocin i kroppen er direkte sammenkoblet med vores fysiske nærvær og den sammenkobling er blevet forstærket igennem opvæksten. Dermed er det sandsynligvis ikke kun arv, altså gener om menneskets genetiske sammensætning, der definerer behovet, men i lige så høj eller måske endda højere grad er den første form for tryghed vi sanser og derved får i livet, som gentages og udvikles igennem opvæksten.
Denne tilgang er så mere baseret på miljøet, altså de oplevelser der bliver en del af vores individuelle model af verden, som så igen kan snyde forskningen, da næsten alle børn heldigvis bliver ammet og krammet, kysset og nusset. Som forskningen så, grundet at det oplevelsesmæssigt er ens for så mange, risikerer at drager nogle fejlslutninger omkring at dette er i vores gener og dermed i højere grad vurderer det som et genetisk behov, end det reelt er tilfældet. For at validere den opfattelse yderligere er det spændende at kigge på modsætninger. Det vil sige dem, der ikke har behov for berøring.
Når vi arbejder med dybere terapi eller coaching med fokuspersoner, der ikke har fået den tryghed naturligt i livet, oplever vi endnu et argument for, at det ikke er iboende naturligt at opleve berøring positivt.
Her er der tale om personer, som ikke er blevet mødt med det nærvær og den kontakt tidligt i livet eller som har oplevet ubehagelig fysisk kontakt igennem deres liv. De har udfordringer eller for nogens vedkommende massive udfordringer med tillid til andre og dermed verden. Denne enten delvis eller massive mangel på tillid til andre og verden kan oftest føre til en mere frygtsom og hård tilværelse, hvor konsekvensen ofte er, at det over tid bliver sværere og sværere at have tillid til sig selv og ens evne til at være et godt menneske. Denne situation påvirker i høj grad livs-kvaliteten og helbredet i negativ retning. Samtidig tærer det på de ressourcer, som de mennesker, der er ramt af oxytocin mangel har, eller oplever at have. Ressourcer til netop at ændre det, ved at udvikle sig selv og derigennem ændre deres relationer.
Derfor ender det i mange tilfælde ud i frygt, stress, angst eller depression og i sidste instans manglende lyst til at leve. Her vil de personer for hvem det er sværest, risikere at udvikle en adfærd af selvskadende karakter, både fysisk og psykisk. For de hårdest ramte vil enhver form for fysisk nærvær virke som et overgreb og et massivt tillidsbrud. Disse mennesker, med et lavt oxytocin niveau kan opleve at deres berøringsmønstre og seksualitet er anderledes end andres, hvilket bidrager til en oplevelse af at være forkerte og derved ikke at være gode nok. Udfordringen er blot at deres oplevelser med berøring igennem livet har gjort, at det for dem umiddelbart opleves værre at prøve at dække behovet, end at leve med manglen.
Når personer med lav oxytocin overvejer at søge hjælp, kommer de ofte ikke i gang eller de stopper inden de får søgt hjælpen. Det skyldes at der er flere stærke faktorer, der modarbejder det at få det løst. Den største er at næsten ingen ved, hvad oxytocin er og at det kan være årsagen til deres ubehag eller udfordringer. Denne uvidenhed er både generel i vores kultur og samtidig at det for mange har stået på så længe, at det opleves som normalen. I de svære tilfælde understøttes uvidenheden af de naturlige fortrængninger af de tidligere berøringsrelaterede ubehagelige oplevelser.
Denne problemstilling kan være svært at afdække igennem traditionel coaching og terapi, idet coaching ofte vil dreje sig om de konsekvenser, der er kommet, en adfærd de har haft enten i forhold til sig selv eller deres relationer og dermed søger at få hjælp til at ændre adfærden og ikke årsagen. Deres oplevelser er sket så tidligt og er af en så hård karakter, at de ofte er fortrængte eller er det vi kalder ”ikke” oplevelser. ”Ikke” oplevelser er her, hvor det er det, ikke at blive berørt, der skabte udfordringen og dermed svært at arbejde sig hen til med traditionel coaching og terapi. Oftest kommer det til at dreje sig om sansninger og fornemmelser, hvilket for mange behandlere og terapeuter ligger udenfor deres værktøjskasse.
Samtidig er hele dilemmaet forstærket af at de hårdest ramte ikke føler tillid til at andre kan hjælpe dem og heller ikke at de selv kan. Derfor er oxytocin dilemmaet ofte en progressiv lidelse, hvilket vil sige at det bliver værre med tiden og det samtidig bliver sværere og sværere at samle sig til at gøre noget ved det.
Der er ingen tvivl om, om det så er genetisk eller tillært, at oxytocin niveauet og dilemmaet er en af de helt store spillere på banen i forhold til det gode liv. Det at forstå sig selv i forhold til hudsult bør overvejes som en del af ens personlige udvikling og dermed ens eget bidrag til at en selv og ens relationer trives.
Det gode spørgsmål, vi kan stille os selv er ”hvordan er mit oxytocin niveau? Hvilke dele af mit liv påvirkes positivt eller negativt af det?
Relaterede artikler til hudsult
