Vores seneste trivselsmålinger fra efteråret 2019, viste at alle vores afdelinger lå godt placeret i den bedste trivselskategori. Denne placering havde vi med kulturprocessen, målrettet arbejdet os hen imod, og det var med meget stor glæde her i huset, at vi opnåede målet. Vores medarbejdere synes samtidig at vi også havde gjort os fortjent til arbejdsmiljøprisen for hele Middelfart kommune i 2019, og indstillede os til prisen. Arbejdsmiljøet er rigtig godt i mange afdelinger i hele Middelfart Kommune, og der er et stort fokus på hele tiden både at fastholde de gode resultater og samtidig at gøre dem endnu bedre. Det viste sig da også ved at vinderne af prisen, var en afdeling der mange år i træk havde fastholdt et rigtig godt arbejdsmiljø. I beslutningsgruppen for arbejdsmiljøprisen, mente de samtidig ikke, at de kunne komme uden om vores resultat, og derfor blev der oprettet en helt ny pris i kommunen, der hedder ”højdespringerprisen”. Vi fik prisen fordi vi på så kort tid var gået fra mange års meget dårlige trivselsmålinger til rigtig gode trivselsmålinger.
Til vores store glæde fik vi den overrakt personligt af vores netop tiltrådte nye kommunaldirektør Willy Feddersen, der i sin tale gjorde meget ud af at fortælle hvor stærkt han så, at vi kunne rykke os så meget på så kort tid.