Kapitel 1 - Fra livstræthed til livsduelighed
Hvor begynder man? Hvor slutter man? Og hvad er livet for en størrelse? For dig? For mig? For andre?
Mit liv har, i alt den tid jeg husker, været fyldt med spørgsmål. Spørgsmål om alt lige fra forståelse af mit eget univers til forståelse af andres univers. Når jeg skriver univers, skyldes det, at for mig er universet så meget større end det, jeg kun lige oplever nu og her. Og efterhånden som jeg tænker over det, er spørgsmålene og tanker ofte ledsaget af billeder, som bedst kan forklares, som en stor 80’’ skærm lige bag ved øjnene, inde i hovedet, hvor billeder blæses op efterhånden, som der er brug for dem.
I 1980 fødes jeg ind i en kernefamilie, som den ældste af 3 søskende. Mine forældre, er børn af 50’erne, og en tid, hvor man klarer sig godt, hvis man tager fat og accepterer livet, som det kommer. De mistede begge tidligt en forælder, og alligevel klare de sig godt.
Som barn er jeg opmærksom på mangt og meget omkring mig, mærker stærkt, og kan aldrig rigtigt redegøre for, hvordan det er. De første par år af mit liv, bliver jeg passet af min dagplejemor, et skønt sted at være, på landet, trygt og godt. Da min søster kommer til, er det, som for mange af datidens familier, mere økonomisk at min mor vælger at være hjemme med os børn, mens min far arbejder ude.
I byen jeg kommer fra, rygtes det, og min mor bliver spurgt, om hun vil passe et par af de andre børn i byen. Det takker hun ja til, og åbner en privat dagpleje.
Min søster og jeg passes nu også hjemme. Det er en skøn tid i parcelhuset. Især husker jeg de mange gode lege i den store have, på græsset, gyngestativet, på sportspladsen bag naboens have og på den lukkede vej. Hun gør det godt, mor, tager os med i skoven, bager, hjælper os med at sy puder af gulvklude med farverigt garn, og giver os plads til at lave huler i stuen. Der er i det hele taget lykke i livet.
Undervejs nærmer jeg mig skolealderen - 6 år, bliver jeg der midt i sommerferien - det bliver ikke bedre.
Første skoledag – møder jeg op, og har, som de andre børn, min mor med. Min søster er også med. Jeg er naturlig glad, kan lide at gå forrest, og med stort mod vil jeg gerne hjælpe læreren - da hun spørger: ”Er der nogle der har noget de vil vise/dele”. Jeg husker, at jeg gerne vil synge en sang. Hvordan det har lydt i andres øre, og om det er en god sang, erindrer jeg ikke. Jeg husker derimod min mor, og at hun på samme tid, i min nuværende bevidsthed, viser mig, at hun er stolt og noget andet jeg ikke der helt ved hvad er.
I dag har jeg den opfattelse, at hun er bekymret, og usikker på, hvad min personlighed giver mig af muligheder og udfordringer. Ved jeg det helt, og har jeg nogensinde spurgt hende om det – aldrig, jeg tror i dag mere på, at jeg altid har skannet meget mere på andre end jeg selv har været bevidst om. Jeg fornemmer dem, som med en 6. sans.
Klassen jeg kommer i, er i 1986, speciel for skolen - idet der starter 10-12 piger og kun 3-4 drenge. Fra omtrent 5. klasse til 7. klasse er vi 14 piger og 2 drenge. I skolen er der fra 1. til 7. klasse en mandlig lærer. Han er streng og måske endda også retfærdig. Han får selv først børn ret sent, og det mildner ham noget. Han opdager sjældent, hvordan vi børn går og har det, det er det faglige, der tæller. Vi skal være ordentlige ved hinanden, og når der er skole-hjem-samtaler, så går det jo godt – og mine forældre opdager aldrig helt mine oplevelser – før det i 6.-7. klasse bliver tydeligt, at jeg aldrig trives 100% i klassen.
Fra omkring 2. klasse starter drillerierne, dels med min størrelse (er både høj og tung), mine store sko (str. 44 i 7. klasse), med mine briller og ikke mindst med, at jeg er glad for at gå i skole og laver alle mine lektier. Det er især øgenavne og det at blive holdt udenfor fællesskabet der fylder. Jeg er god nok for flere venner uden for skolen, men i skolen, er der altid gang i en eller anden underlig relationel distance.
Min oplevelse af grundskolen er, at det for nogen kommer til at være en god tid, mens det for andre kommer til at være en tid, man kan forfølges af og måske endda tillader, at det der skete i skolen, overtager ens liv. Andre igen, synes det er tæt på et helvede at gå i skole og alligevel vokser med mulighederne, det giver at have mødt modstand tidligt i livet. Jeg hører til den sidste kategori.
Den lille skole gør, at der er få muligheder for at gemme sig i hjørnerne og mængden. Min overlevelsesstrategi bliver at læse menneskers adfærd, holdninger og måske endda følelser. Det hele foregår efterhånden meget hurtigt og ubevidst. Hvis andre gør forskellige ting, taler på en bestemt måde eller med bestemt betoning, eller endda udviser forskellige energier, spejlede jeg det – lige så naturligt, som at lave sin bedste hobby uden at tænke over det.
Derhjemme hos mine forældre, søgte jeg mere og mere accept, at blive set som den jeg er, og alligevel bliver jeg mere og mere vred indeni. Jeg råber ad dem, ad mine søskende og smækker med dørene. Jeg kan umuligt være et barn der er let at elske – synes at være min overbevisning, og det letteste er at lade det gå ud over dem der i min underbevidsthed beskytter og elsker mig. Jeg isolerer og distancerer mig selv nu.
I 5. klasse starter jeg i en klub i en anden by, hvor der ikke er andre fra min skole. Det er godt for mig. Jeg er kreativ, syr, maler, bager og hjælper andre. Og jeg får meget ros. Det er gode timer i den klub.
Omkring de 12,5 år, begynder brevene. Jeg starter ofte på dem, når jeg er alene på mit værelse, og sidder med alle spørgsmålene. Puberteten er begyndt for os piger i klassen, og min kommer relativt tidligt. Det gør noget ved en klasse, når man udvikler sig forskelligt, modnes i forskellige tempi.
Brevene, er afskedsbreve. ”Kære mor og far”, starter de med. Jeg vil væk. Om aftenen, ligger jeg i sengen og fantaserer om hvordan man bedst kan gøre det, slutte livet. Hvordan kan jeg gøre det? og på de gode dage, så det gør mindst skade på dem der et eller andet sted må elske en, og de mindre gode dage, gør mest skade på dem der driller. Der er måske flere hundrede breve i skraldespanden, for det gør heldigvis for ondt at skrive dem færdig – så der havner de.
En dag i starten af 7. klasse, mærker jeg en trykken for brystet, og bliver ude af mig selv. Jeg mærker der er sket min elskede farmor noget. Jeg ringer hende op, da jeg kommer hjem, og heldigvis er hun helt ok. Omkring den tid, tager jeg beslutningen om at for hendes skyld kan jeg ikke tage mit liv. Det vil jeg aldrig byde hende, der elsker mig og ser mig, som mig, når jeg er på ferie.
Kort tid efter, og mange smækkede døre senere, skriver jeg et brev til mine forældre om, hvordan jeg i virkeligheden har det - meget dårligt. Jeg skriver, at de er dårlige forældre, fordi de ikke har set det. Drillerierne, er løbende taget til, og da jeg vokser fra min tidligere bedste veninde, bliver jeg beskyldt for at være mobberen - jeg kopierede jo de andre. Jeg brugte aldrig øgenavne, men jeg holdt hende udenfor mit liv – det virkede jo for andre. Min mor og far kommer ind på mit værelse efter at have læst mit brev. De er meget kede af det og det er jeg også. Vi får en god snak, og der begynder de at ændre adfærd. Giver mig mere plads, og forstår at det ikke er deres liv jeg lever.
Gennem teenageårene, ender jeg med at have en masse skønne venner. De fleste går på skolen, dog i klassen under mig, nogle er naboer, mens enkelte fra en anden skole, bare passer godt ind. Min bedste veninde bliver en pige fra min oprindelige klasse. Vi skifter efter 7. klasse skole til en større by, og klassen bliver delt op - det er storartet. Ny klasse, nye traditioner, og endnu flere nye venner. Jeg bliver en del af to grupper - dem hjemme fra byen og en stor pigegruppe fra klassen og parallelklasserne. Det er en mega god tid, og jeg nyder selskabet fra de andre. Vi er lidt outsiderne, men hey, PYT, vi nyder alle venskaberne. Det er også en tid, hvor jeg selv tester andres grænse, som bl.a. den dag jeg skal med en af pigerne til en stor koncert i Tyskland, og ikke selv vil betale billetten – den episode er jeg meget lidt stolt af i dag, og har lært meget af.
Jeg begynder at fatte interesse for søfartserhvervet, og beslutter mig for at søge praktik som skibskok på Englandsbåden fra Esbjerg. Jeg får pladsen og bliver vildt glad. Det er stort, jeg kan bruges til noget. Så jeg tager afsted, og det er en meget stor oplevelse. Jeg bliver vellidt ombord på den uge, kan være frisk i replikken, usikker, dygtig og jeg nyder det. Ugen efter er jeg i praktik på en lille skonnert i Svendborg, og der får jeg også muligheder, og føler mig velkommen. Jeg begynder at undersøge mere om det der sejlads, og i sommerferien efter 9. klasse, kommer jeg 1 uge på søfartsskolen (efter endnu en ansøgningsperiode) sammen med ca. 50 andre 9. klassere. Øj, hvor er det fedt at se og mærke hvad det er for noget - men jeg skal jo under ingen omstændigheder være officer.
I 10. klasse fortsatte undersøgelserne, mens jeg kommer i en klasse, hvor teknisk skole optager to dage om ugen, mens resten af dagene er i 10. klasse hjemme i den oprindelige folkeskole. Desværre kan man på denne tekniske skole, ikke prøve livet som kok, og tilfældighederne gør, at jeg alligevel fatter interesse for andre dele af søfartserhvervet. Så jeg søger optagelse på Kogtved søfartsskole i Svendborg- en eftertragtet skole, for alle Mærsks aspiranter – og det vil jeg være – aspirant. Optagelsesprøven tager en hel dag, og man bliver udvalgt til at deltage denne dag. Dagen slutter med et interview, hvor den ældre dame smækker døren bag mig, med ordene: ”Hvad fanden laver du her?”. Til det svarer jeg: ”Jeg vil ud at sejle, og hvis du sender mig hjem i dag, kommer jeg igen om et par år, når jeg har taget HF, som jeg lige er optaget på.” Behøver jeg at sige, at jeg revner af stolthed, da brevet kommer, om at jeg er optaget!
Inden jeg kan starte, skal jeg igennem et sundhedscheck, og derefter et halvt år på VUC, på forberedende uddannelse. Det går godt, og jeg er ok med de nye, kommende kolleger. Jeg lukker dem ikke rigtigt ind, passer bare mine ting, og gør mig dygtigere - det er jo den måde jeg kender alt for godt fra skolen. Jeg er også her lidt outsideren og har svingende kompetencer ift. det sociale.
Det gør sjældent klassekammeraterne noget, for jeg er jo ikke en der gør det store væsen ud af mig her, og jeg vil gerne hjælpe. Jeg har stadig mine venner og kæresten derhjemme, mens de andre i klassen er flyttet til byen.
Uddannelsen til Dual officer tager 7,5 år og er skiftevis på skole og ude at sejle. De første 5 måneder på søfartsskolen, hvor kun 3 weekender og en påskeferie, holdes hjemme- resten af tiden bor man på skolen. Efter skolen er der 3 ugers ferie, med en Midtfyns festival og 18-års fødselsdag, og så kommer 5 måneder til søs. Man kan sige, at jeg trækker 1 år ud af kalenderen og det passer mig godt. Som en flugt fra alt det der gør ondt, og en mulighed for at mærke hvad jeg kan lide.
Vel hjemme fra udmønstringen, starter jeg på værkstedsskolen, og møder en megasød og sjov pige, som jeg bliver tæt veninde med - der er så meget kærlighed, vildskab og energi når vi er sammen. Jeg møder nogle måneder senere også en sød kæreste, som jeg senere bliver gift med.
Undervejs i uddannelsen, bliver jeg færdig som juniorofficer – 22 år gammel. Jeg skal ud at sejle, og stå med ansvaret – WOW. Det går godt, indtil tur nummer to. Den første tur varer 4,5 måned, den anden 4 måneder – fordi det skal passe med mine forældres sølvbryllup. Tur nummer to, med den første besætning ombord, ender med at være en show stopper for sorgløsheden. Min overordnede maskinmester, er for mig komplet utilregnelig. Den ene dag den bedste ven, og den næste en ubehøvlet og modbydelig mand. Det knækker mig, og i dag er det eneste jeg husker, at jeg i en uge, spiste min mad på 5 minutter, går på kammeret i 25 min, hvor jeg græder og græder, og så på arbejde igen. Det er voldsomt, og ingen forstår det. Hovmesteren spørger til sidst maskinmesteren, hvad han har gjort ved mig, og vi får en snak. Jeg får aldrig tilliden til ham igen. Da han tager hjem, skal jeg på broen som styrmand, hvor jeg møder en sød styrmand, som senere bliver en kær veninde. Vi får gode snakke, og skaber gode oplevelser med kortspil og hygge i den udendørs pool. Jeg får lidt af sorgløsheden tilbage. Man skulle dog ikke nævne maskinmesterens navn i mange måneder efter – for så rejste alle hårene sig i nakken på mig.
Det hele blusser op igen da jeg kommer hjem fra turen, for jeg har købt hus med kæresten, og er det nu det rigtige? Til sølvbrylluppet - det er voldsomt, med tristhed og mekaniske handlinger blotlagt for positive følelser, og mine forældre forstår ingenting. Jeg indvier dem heller ikke i alt, for alle de velmenende ord gør ingen forskel. Til gengæld forstår min læge, at der skal gøres noget. Så han laver en henvisning til en psykoterapeut, som jeg starter hos - det hjælper. Fra intet lys at se, til gradvist at få udvidet mit synsfelt igen. Min kæreste kan meget lidt snakke om følelser - så det skal jeg klare selv. Han forsøger det bedste han har lært, og tager sågar med til terapeuten en enkelt gang.
I dag er mine minder om sølvbrylluppet kærlighed til mine forældre, og en stolthed over det de har opnået med den modstand de har haft i deres liv.
20’erne bliver en periode hvor jeg vokser, og finder bedre overlevelsesstrategier, nye venskaber og jeg finder en måde at være i det liv jeg nu er i. Der kommer et par dejlige piger til i familien, og på ny, udfordrer det mig følelsesmæssigt. Hvad er en god mor? Hvad er et godt børneliv? Jeg måler det med det min egen mor har givet mig, og med de andre jævnaldrende mødre omkring mig. Samtidigt med at karrieredrømme fylder. Derhjemme begynder det at gå skævt, flere diskussioner og flere spændinger. Pigerne er søde, glade og også en ordentlig mundfuld, når de tilsyneladende med et blik på hinanden har en samhørighed, som kun de færreste oplever. De kan sætte i skrig så høje, at det skærer igennem marv og ben, og samlet set drives jeg ud på kanten af overlevelsen igen. Tankerne om at give op, begynder igen. Og hvor jeg dog HADER dem, hader mig selv for at være sådan. Jeg kan jo ikke engang se mig selv i øjnene i spejlet på badeværelset – jeg hader alt ved mig. Og hvilket bedre middel er der end at tage den gamle overlevelsesstrategi op - med at drukne sorgerne i slik, søde sager og mad, så man kan gemme sig lidt bag alle kiloene?
På jobbet, giver de for andre skjulte tanker problemer, konflikter og sammenstød i faglige relationer. I 2012 kommer jeg på et forløb: ”Det personlige lederskab” - det er en gave, som min virksomhed giver mig et stort tilskud til - jeg er i dag dybt taknemmelig.
Det bliver starten på de indsigter, som jeg ubevist higer efter. En ung mand på kurset, spørger mig: ”Hvordan kan det være du er så vred?”. ”Vred, jeg er da overhovedet ikke vred!!!!”, men jo, det er jeg. VRED! og mit system er så fyldt op, at det går op for mig at jeg har frosset i omtrent 5-7 år. Frosset som en dybfryser. Det spørgsmål har haft en afgørende betydning i mit liv, og jeg takker ham tit i mine tanker og har også fortalt ham det. Tænk sig at han havde modet til at spørge mig. Langsomt gennem mere terapi, og med en let depressionsdiagnose og medicin, får jeg løsnet op for følelsen og systemet, og i dag fryser jeg stadig ind i mellem, og jeg kan samtidig fylde systemet op med varme indefra.
Jeg rækker samtidigt ud, og den veninde, jeg laver en aftale med, om at ringe til hvis tankerne flyver for vildt - hun er i dag en af mine bedste veninder – Hun er der, når det gælder livet!
Gennem terapier som psykoterapi, kraniosakral terapi, blomstermedicin, psykolog og hypnoseterapi løsner jeg mere op for de følelser, der har været i spændetrøjen gennem mange år. Jeg begynder at interessere mig mere og mere for mit følelsesunivers og hvad det betyder for mit liv, at jeg forstår det.
Efter ca. 2,5 år med mange tunge overvejelser, mange gode spørgsmål, selvterapi, og et halvt år hvor jeg arbejder intensivt med at forbedre mit ægteskab – med de værktøjer jeg nu har fundet, må jeg i 2014 sige stop. Der er for nogen mange ideer om, hvorfor det kommer lige på det tidspunkt. For mig er der en del ting der skal være på plads inden beslutningen tages, for under alle følelserne er der dukket en altoverskyggende følelse op – selvværdet er i bund – hvem vil mig nu?
Ham, der stiller de sidste og bedste spørgsmål inden min skilsmisse, bliver syndebuk for mange - for det er jo ham, der har forårsaget den, i deres optik. Han stiller spørgsmålene, JEG tager beslutningen. Beslutningen koster mig meget. De fleste af mine venner, næsten min familie (som jeg heldigvis har tilbage i dag) og ikke mindst giver den dønninger og udfordringer i mine børns liv - en smerte som gør meget ondt og indimellem stadig gør lidt ondt på mig. For hvad er et liv, hvis man vokser op i utrygge rammer, med skænderier og måske frygt - fremfor et liv, hvor man får det bedste af to verdener og selv får lov til at finde sin egen vej, når man bliver voksen? Og kan det gøres så simpelt op?
Efter skilsmissen i 2014 så jeg mere til ham, der stillede de sidste spørgsmål. Det forhold går ikke i længden, for da vi når til julen, springer alle skeletterne igen ud af skabet – og den vægt jeg synes er begyndt at komme under kontrol, tager en himmelflugt af de helt store – i løbet af ingen tid, har jeg taget 10-15 kg på. Noget er galt. Jeg opdager her at vægten og overspisningen i den grad er et udtryk for noget uro i mit system, jeg ved blot ikke hvad.
I starten af 2015, kontaktede jeg en hypnoseterapeut, som skal blive en af dem, der også kommer til at få stor indflydelse på mit liv. Vi arbejdede gennem minimum 40 sessioner over de næste 3 år med selvværd, selvindsigter og relationer og nu begynder livet at vokse i den positive retning jeg drømte om. I slutningen af 2015, stopper jeg antidepressivmedicinen, og i 2016 skifter jeg job og møder ham jeg er sammen med i dag. Den mest kærlige mand, der er tro mod sine følelser, og også tør at kigge på de dårlige af dem. En jeg kan læne mig op ad, spejle mig i og ikke mindst bare være ”hele mig” sammen med – jeg føler mig lykkelig og taknemmelig.
På jobbet, er der alligevel noget med en enkelt eller to der ikke fungerer optimalt, og da jeg har færdiggjort endnu en uddannelse, beslutter jeg mig for at søge videre. For så slap jeg jo af med dem. Ja tak, jeg får det næste job - og også tre personer, som skal udfordre mig mere end nogen anden har gjort længe. Gennem et halvt år, forundres jeg, og så en dag får jeg nok. Virksomheden ved at der er udfordringer, de kender jo min profil, da jeg kommer ind. Chefen siger: ”Vi ansatte dig jo, fordi du har en helt anden profil, end vi andre”. ”Ja tak”, svarer jeg, ”Hvordan kan det så være, at I ikke har gjort mere for at finde ud af hvad det betyder for jer?”. Her skete der igen noget, som jeg er dybfølt taknemmelig for i dag – dengang var jeg mere afmålt, for det kommer fra en uventet kant, og kan jeg stole på dem?
Jeg bliver tilbudt at komme på NLP business practitioner uddannelsen[i]. Igennem 2018, på uddannelsen, åbner jeg op for gaver som jeg længtes efter at folde ud og aldrig var klar over hvor vigtige de ville være for mig. Gaver som dialogværktøjer, redskaber til at forstå mine følelser (både de gode og de der udfordrer mig), redskaber til at vende situationer på nye måder i nyt lys og venskaber som er mere end blot samtaler om vejret. Jeg elsker det. Ja, der bliver rykket op i mine følelser og tankemønstre, og ikke mindst bliver der sat fokus på de ting, jeg kan arbejde med, på en måde hvor jeg er mig, og hvor jeg slutter fred med det.
Jeg tør at være autentisk her.
Et helt konkret eksempel hvor noget forandrede sig hurtigere end før - er med de tre på jobbet. Med mit gamle vrede sind, fandt jeg ud af, at hvis jeg smiler mere, bliver det lettere at blive mødt med smil og så behøver jeg aldrig at blive vred. Det stivnede og alvorlige ansigt bliver for mig lig med vrede og negativitet. Mændene er alle i deres bedste alder, og utroligt kompetente. De er alle så alvorlige, når vi taler og jeg smiler bare - de kan slet ikke tage det alvorligt. SÅ jeg bliver aldrig rigtig hørt, for mine idéer må da være fra en anden planet. Da det under uddannelsen går op for mig, at det er så lille en justering der skal til, lærer jeg at stoppe smilet, uden at blive vred indeni, og over kort tid lytter kollegerne mere til mig, og vi bliver rigtigt gode kolleger over de 2,5 år jeg fortsætter i virksomheden.
Fra 2018-2021 har jeg arbejdet løbende med dem fra holdet, Per Poulsen og gennemført master practitioneren[ii] og jeg forundres til stadighed over den måde værktøjerne let kan bruges, både til mig selv og også i samspillet med andre. Der er dybe samtaler, som er bliver endnu dybere. Og så er der friheden, der er endnu større. Friheden i, at jeg nu ér, med hele mig.
De ønsker jeg har for mit liv, om at være en bedre mor, en bedre kæreste, være en bedre ven, en bedre datter og søster og at være leder, er noget jeg nu arbejder bevidst med hver dag. Det at gøre en indsats for at være en bedre udgave af mig og at være en der løfter livskvaliteten i mit eget og andres liv giver mig friheden til at kigge mig selv i spejlet og være stolt, kærlig og venlig overfor det blik jeg får retur.
Justeringerne er flere, og efterhånden også dybere, så den lidt tungere øvelse i NLP – re-imprinting[iii] er i brug, når de mindre værktøjer, ved min egen hjælp ikke flytter nok. Jeg observerer på mine mønstre for hvordan jeg oplever verden. Når jeg oplever, at jeg stoppes i mine ønsker af det samme mønster for mange gange, tager jeg handling og får hjælp med en re-imprint.
Dybdestrukturerne[iv] i mit sind, er dybe, sansningerne store og resultatet af arbejdet med dem har givet mig et indblik i mit liv, som gør, at jeg forstår mig selv bedre, og jeg har lovet mig selv aldrig at hvile på laurbærrene. Jeg står aldrig for enden af badmintonbanen og nyder slaget, men kommer frem på banen, og er klar til at rykke derhen, hvor den næste bold skal spilles.
Mit liv er mit ansvar og mine valg - andres liv er deres.
De eneste liv, jeg stadig nogle år har en del af ansvaret for, er mine to vidunderlige piger. Jeg vil gøre alt for at overdrage de værktøjer jeg har lært til dem. For godt nok skal de drage deres livserfaringer selv, og følge det de drives og motiveres af – jeg skal kun støtte dem. Det gør dem, efter min overbevisning dog også godt, at rygsækken er fyldt op med værktøjer til at håndtere de udfordringer de møder løbende, i stedet for at vente mange år med at få håndteret dem. Måske får de derved mulighederne for at få det liv de drømmer om, meget tidligere end jeg selv har fået.
Mit liv i dag, er et liv som jeg trives i, et liv fyldt med oplevelser, nærvær og minder. Minder om ting, jeg vil ønske, var anderledes og som jeg i dag forstår værdien af, at jeg skulle have været igennem og have i mit liv. Minder som jeg har glemt, og gennem de mange åbninger af mine egne modstande, har fået tilbage og derved kan skrive om her. Værdien af de minder er i dag for mig enorme, og jeg fyldes med kærlighed, hver gang jeg tænker på dem.
Er jeg så et menneske, som er fejlfrit, aldrig bliver sur, altid har overskud og tager alting let – på ingen måde! Jeg er blot bedre i væren med det der sker i mit liv, end nogensinde før. Jeg tager ansvar for det jeg har i mit liv, og tillader mig at undlade at tage ansvar for det andre har i deres liv, hvis det konflikter med de overbevisninger jeg har og den væren jeg har behov for i mit liv.
Arbejdet med mig fortsætter – og jeg elsker det. Jeg ved at jeg kan gøre en forskel i mit eget liv. Ved du, at du kan gøre en forskel i dit?
Navn: Majbrit Hoppe
Job: Leder
Uddannelse: Business Practitioner og Master Practitioner i NLP og Emotionel Intelligens
Læringsemner:
Perspektivering v/ Per Poulsen
Jeg oplever Majbrit som en, helt fra starten af livet, meget reflekterende kvinde. En kvinde der på et meget højt niveau ønsker at blive bedre selv og hjælpe andre til større indsigt og empatisk læring på deres måde. Majbrit er i dag yderst udviklingsorienteret ved at hun bruger sin selvindsigt til løbende selvudvikling og booker konsekvent en coaching session hvis hun oplever at der er brug for hjælp udefra for at skabe konverteringen af ny indsigt til ny læring. Dette understøtter Majbrits løbende udvikling på et meget højt niveau.
[i] NLP Business Practitioner er et 12 dages uddannelsesforløb over 5-6 måneder. Selve uddannelsen giver dig en dyb indsigt og forståelse af det menneskelige sind, stærke kommunikative færdigheder, effektive værktøjer til forandring, kompetencer til at skabe stærke tillidsfulde relationer og evnen til at påvirke, motivere og inspirere såvel dig selv som andre.
[ii] En Master Practitioner er et 12 dages uddannelsesforløb, som du kan tage efter at du har gennemført en Business Practitioner. Master Practitioner er overbygningen og du lærer at kombinere forskellige modeller og værktøjer fra din Business Practitioner. Samtidig træner og udvikler Master Practitioner uddannelsen din emotionelle intelligens.
[iii] Re-imprinting betyder at ”lave et nyt indtryk”. Med re-imprinting kan du ændre din oplevelse af en eller flere tidligere situationer, og dermed skabe et anderledes indtryk af noget, der er sket tidligere i dit liv. Det ændre efterfølgende markant din oplevelse at være i de situationer du tidligere oplevede som svære.
[iv] Dybdestrukturen er de tidligere oplevelser, der ligger under overfladen fx at man har oplevelser med at blive overfuset. Dette kan gøre at personen taler uspecifikt og ikke siger fra samt har svært ved at sidde i alvorlige samtaler. Oplevelserne er her dybdestrukturen. Det kan være alle former for oplevelser som personen måske kan være bevidst om. Dybdestrukturen er at det kommer op i personen, at det bliver svært og udløser et anker. Overfladestrukturen er så de reaktioner der kommer på grund af det, fx taler usikkert, flakkende øjne.