Kapitel 5 - Fra identitetsløs til reaktivering af ressourcer
Jeg skal forsøge at koge min rejse med NLP ned til ét kapitel i denne bog. Det kan godt være svært, da mit møde med NLP har været en uventet rejse, med mange kapitler i mit eget liv. Da jeg første gang stiftede bekendtskab med NLP, var det lidt en tilfældighed, og med ønsket om at styrke min kommunikation og gennemslagskraft i forbindelse med mit arbejde som HR Partner. Jeg blev anbefalet at kontakte HUMI og tilmeldte mig NLP-uddannelsen Business Practitioner.
Jeg var slet ikke forberedt på den udviklingsrejse, som jeg skulle til at tage hul på, eller hvor positiv en indflydelse netop dette uddannelsesforløb skulle få på mit liv.
Det begyndte dog ikke helt nemt. En del af læringen og integrationen af NLP forudsætninger[i] kommer af at arbejde med uløste konflikter i ens relationer. Jeg har altid været enormt konfliktsky, og forsøgt at undvige end hver form for konfrontation. Jeg havde derfor store problemer med at identificere uløste konflikter i mit liv. Det skulle dog vise sig, at jeg havde rigeligt uløste konflikter.
Undervejs i uddannelsesforløbet blev jeg bevidst om alle de gange, hvor jeg selv havde skabt en konflikt, enten ved ikke at sige fra, eller ved ikke at italesætte mine bekymringer eller frustrationer. Det var et uhensigtsmæssigt mønster for mig selv og mine nærmeste, hvor jeg nogle gange ”eksploderede” af indebrændt raseri og trak mig fra en relation, uden yderligere forklaring. Jeg ved, at det har efterladt stor frustration, vrede og fortvivlelse hos dem, det er gået ud over og ikke mindst hos mig selv.
En af de situationer jeg fortryder mest, var da min konfliktskyhed ledte til, at jeg i starten af 20’erne blev uvenner med min bedste veninde. Vi havde fulgtes ad igennem folkeskole fra 0- 10. klases, vi havde eftermiddagsjob samme sted, og vi delte alt med hinanden – både grineflip, dårlige branderter, kærestesorger og alt hvad der hører sig til, af stort og småt, i en teenagers liv. Efter folkeskolen fortsatte vi begge videre på HHX. Her kom vi i hver vores klasse, men jeg var fastinventar i min venindes klasse – til en grad, hvor underviserne nogle gange blev i tvivl om hvilken klasse jeg hørte til.
Da vi blev studenter, blev vi enige om at tilmelde os et praktikforløb i udlandet. München blev vores destination. Vi fik begge praktikpladser i hvert vores firma, og vi fandt en delelejlighed sammen.
Til trods for, at min veninde og jeg var meget ens og kendte hinanden så godt og igennem mange år, var det alligevel anderledes at bo sammen. Her gælder det jo ofte om at finde en fælles måde at gøre tingene på, gå på kompromis, finde en fælles rytme og give plads til hinandens forskelligheder. Det var hverken min veninde eller jeg opmærksom på. Min veninde var dog god til at italesætte, når noget gik hende på. Fx når jeg havde efterladt lange hår i håndvasken eller makeup-rester på håndklædet.
Jeg havde derimod ikke samme mod til at italesætte mine frustrationer. Jeg havde en grundlæggende frygt for konfrontationer og disharmoni. Jeg kunne derfor helt fysisk ikke få ordene ud af min mund, når jeg var frustreret over noget som min veninde havde sagt eller gjort. Samtidig tog jeg det som kritik af mig, hver gang min veninde italesatte problemstillinger i lejligheden. Jeg blev ked af det, og følte mig såret af hende.
Det var en negativ spiral som kun gik nedad. Jeg begyndte at føle mig ensom og få hjemve. Jeg ville hjem til det jeg kendte, og til de mennesker, der gav mig støtte og tryghed. Ensomheden og hjemveen gjorde mig trist og depressiv. Jeg begyndte at undgå min veninde, så meget som muligt, og tilbragte derfor det meste af min fritid på mit eget værelse i vores fælles lejlighed.
I dag kan jeg se, at jeg var fanget i min egen begrænsning: konfliktskyheden. Mine frustrationer og sårede følelser resulterede i, at jeg til sidst fik en meget indebrændt og passiv argessiv kommunikation over for min veninde. Min veninde, der også var både ked af det og såret over min adfærd, responderede med at sende skyts tilbage. På den måde drev vi længere og længere fra hinanden. Jeg flyttede hjem til Danmark efter et halvt år i Tyskland, mens min veninde færdiggjorde sit praktikforløb.
Min konfliktsky adfærd kostede mig desværre 6 år, hvor jeg ikke var i kontakt med min bedste veninde. Det var 6 følelsesmæssige hårde år for mig, hvor jeg drømte om hende stort set hver nat. Jeg savnede hende og blev ked af det, hver gang jeg tænkte på hende.
I dag er vi heldigvis forsonet, og er igen gode veninder. Det til trods for, at vi aldrig rigtig har talt tingene igennem. Der gik også mange år, før jeg selv blev bevidst om, hvordan min egen konfliktsky adfærd, havde været skyld i den værste konflikt, jeg har oplevet.
Jeg ved selvfølgelig godt, at vi var to om at skulle få det til at fungere, og det hele kan nok ikke lægges over på mig men hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne gå tilbage i tiden, og gribe det hele anderledes an – for vores begges skyld.
Jeg betragter det som en gave, at jeg i dag er blevet bevidst om min konfliktsky adfærd, og at jeg har fået et helt nyt perspektiv og værktøjer til at arbejde med min adfærd på. Det at undgå konflikter var tidligere så stor en del af min hverdag, at det ubevidst tog meget energi både arbejdsmæssigt og privat. Det føles som en lettelse, ikke at skulle være sådan på vagt hele tiden, og bruge en masse energi på at (over)tolke forskellige situationer. Tidligere kunne jeg fx fysisk mærke, hvordan mit blodtryk steg, hvis jeg fx deltog i et møde hvor der fx blev drøftet et udviklingspunkt, som lå inden for mit arbejdsområde. I frygten for at mere arbejde skulle lande på mit bord, fik jeg ofte negative tanker midt under mødet. Det kunne fx være ”kan de ikke regne ud, hvor den opgave kommer til at lande?” eller ”tror de ikke, at jeg har nok at lave?”. Der var ikke langt fra de negative tanker, til de negative følelser, som nærmest kogte over inde i mig. Engang fyldte de så meget, at der var visse møder, som jeg fik det fysisk dårligt af at deltage i. Det gav mig en voldsom bankende hovedpine, jag i maven, svedturer, galoperende puls og hjertebanken. Jeg endte derfor med at melde mig ud af disse møder, i en periode. Ja, faktisk kunne jeg først genoptage min deltagelse i møderne, efter jeg havde gennemført min NLP-uddannelse. Her fik jeg redskaber til at arbejde med mig selv, så jeg kunne kontrollere mine følelser og fik åbnet mit udsyn til alternative perspektiver end mit eget.
Jeg kan mærke, at jeg har det lidt ambivalent med at tænke tilbage til den tid, hvor jeg var så begrænset af min egen konfliktskyhed. På den ene side får jeg helt ondt af den yngre version af mig selv. Det var ikke nemt at holde alle følelser og frustrationer inde i mig selv, og jeg er ærgerlig over de gange, hvor jeg har spændt ben for mig selv, ved ikke at give udtryk for mine frustrationer, bekymringer, holdninger mv. Samtidig bliver jeg også glad inden i og stolt over mig selv, når jeg, som nu, reflekterer over, hvor meget jeg har udviklet mig på det område. Jeg tror ikke, at mine nuværende kolleger kunne forestille sig, at jeg for bare få år siden ikke var typen, der gav åbent udtryk for sine meninger og bekymringer.
Sådan kunne jeg nævne mange forhold i min adfærd, som jeg via NLP er blevet bevidst om, har været uhensigtsmæssig og begrænsende for mit liv. Selvom disse justeringer har været en gave i mit liv, skal jeg starte et helt andet sted, for at forklare, hvor NLP har haft den største betydning i mit liv - og virkelig øget min livsglæde.
Da jeg var 2 år gammel, startede jeg til børnedans på en danseskole. Vi var en såkaldt ”dansefamilie”, hvor både min bror og jeg dansede Sportsdans (standard/latin dans). Vores forældre var dybt engagerede i danseklubben, hvor min mor var bestyrelsesmedlem og kassér. Min far hjalp til med alt muligt praktisk i klubben og omkring turneringer. Foruden de altid kørte os land og rige rundt til div. turneringer.
Sporten fyldte det meste af mit liv, og der var ikke var plads til så meget andet – men det var min verden, og jeg elskede det. Mine venner fra skolen og vores familie forstod godt, hvorfor jeg altid kom (for) sent til fødselsdage og senere til fester i teenageårene – vi skulle jo lige hjem fra en turnering først.
De weekender, der ikke blev brugt på turneringer, blev i stedet brugt på træning. Derudover stod den selvfølgelig også på træning i hverdagene og det samme i skolernes ferie. Der var ikke noget, som hed ferie i sportsdans, det sagde ”man”. Så blev konkurrenterne jo bare bedre imens man selv slappede af – og jeg havde en ambition om at blive verdensmester, så der blev trænet i mange timer.
Jeg var elite sportsudøver, og til det havde jeg knyttet en enorm stolthed – det var en del af mig, min identitet.
Verdensmester blev jeg desværre aldrig. Jeg husker tydeligt, da min dansepartner fortalte, at han ville satse på standarddans, mens jeg ville satse på de latinamerikanske danse, og vi kunne derfor ikke længere danne par.
Efter en periode med forgæves forsøg på at finde en ny dansepartner, der matchede de forskellige kriterier, valgte jeg at stoppe min dansekarriere.
I starten var det lidt surrealistisk med al den fritid – det var dejligt at have tid til mig selv og mine venner.
Det var godt lige indtil jeg pludselig forstod, at det kapitel i mit liv var slut. Et kapitel, der havde været det eneste jeg kendte til, på daværende tidspunkt. Samtidig med at kiloene begyndte at indfinde sig på min ellers så trænede krop, forsvandt jeg mere og mere ind i en følelse af, at det hele kunne være ligegyldigt. Jeg kunne ikke genkende mig selv, hverken uden på eller inden i mere. Jeg følte mig fortvivlet, forkert og identitetsløs. Mit ambitionsniveau gik fra at have været skyhøjt, til at være helt i bund. Jeg havde altid været vant til at arbejde mig hen imod mit næste mål, men pludselig havde jeg intet mål. Det fik mig til at tænke, at det var ligegyldigt, hvad jeg fandt på at foretage mig resten af livet, for jeg ville aldrig blive så god til noget andet her i livet, som jeg var til at danse – det fortalte jeg mig selv igen og igen. Aldrig mere skulle jeg blive så engageret og begejstret over noget, og aldrig mere skulle jeg være stolt over at nå mine mål eller af mig selv. Jeg var ikke længere unik, og hvad var jeg så egentlig, tænkte jeg.
Jeg var altså kun 17 år, da jeg følte, at mit liv havde toppet. Jeg var en teenager, der havde mistet modet, lige inden livet gik rigtig i gang. Jeg var trist, uengageret, umotiveret, ikke længere i kontrol over mit eget liv, og jeg havde en følelse af, at det hele kunne være lige meget. Det var også kort tid derefter, at jeg begyndte at ryge - jeg husker det tydeligt. Jeg havde ellers været den mest irriterende antiryger, der ved enhver lejlighed pointerede hvor dumt det var at ryge. Men pludselig var det hele lige meget. Jeg kunne ikke længere se formålet i at passe på mig selv. Mit selvbillede var knust - så meget at jeg frygtede helt banale hverdagssituationer. Det kunne være det at møde nye mennesker. Hvad skulle jeg så fortælle om mig selv(?), ville de overhovedet kunne lide mig, bare for at være mig(?), og hvem var jeg i det hele taget uden dansen(?)
Overbevisningen om, at jeg aldrig skulle opleve den samme begejstring for noget her i livet samt en skamfuld følelse af, ikke at have nået mit mål om at blive verdensmester, levede jeg med i mere end 10 år. Jeg lærte at leve med det. Heldigvis var jeg velsignet af gode mennesker omkring mig, og dem var jeg lykkelig for. Mine egne ambitioner derimod var dog lagt i graven.
I løbet af de 10 år, talte jeg ikke med nogen om, hvordan jeg havde det, efter jeg var stoppet som elite sportsudøver. Det var jo bare sådan det var, så hvad var der at tale om(?) Jeg tænkte, at ingen alligevel kunne sige noget, der kunne få mig til at føle det anderledes. I virkeligheden havde jegglemt alt om mit tidligere liv, hvor jeg var fuld af ambitioner og drømme om min fremtid. Jeg havde glemt hvordan det var at være stolt over mig selv, og hvordan det mærkes, når man er så passioneret over noget, at man kan mærke den sitrende energi af spænding helt ud i fingerspidserne.
Det skulle dog vise sig, at én af NLP forudsætninger kunne ændre hele mit verdensbillede, selvopfattelse og samtidig hele mine sår fra en meget rodfæstet og lang identitetskrise.
”Et hvert menneske, har alle de ressourcer, der skal til for at skabe den ønskede forandring.”
Denne forudsætning havde jeg meget svært ved at forstå i starten, men i takt med, at jeg aktivt arbejder med at integrere NLP forudsætninger i mit liv, gav den pludselig mening. Integrationen af forudsætningerne var en længere proces, hvor jeg først satte forudsætningen ind i kontekst, hvor pointen med forudsætningen blev tydelig for mig.
Fx arbejdede vi med følgende forudsætning: ”Der er en positiv hensigt bag enhver adfærd.”
For at forstå denne forudsætning skulle den lige som sættes på spidsen, for at vi for alvor kunne se, forstå tankegangen i den. Til det formål endte vi med at sætte forudsætningen over på Hitlers bagvedlæggende hensigter med holocaust. Det var et voldsomt emne at arbejde med, men når vi først evnede at se hvordan Hitler, i sin egen opfattelse af verden, havde sin egen positive hensigt med sine frygtelige gerninger, så var det pludselig ikke så svært at finde en mere almindelig hverdagssituation, at sætte forudsætningerne ind i. Det skal dog lige siges, at det ikke drejede sig, om hvorvidt vi kunne dele eller forstå Hitlers hensigt, men alene om forståelsen af, hvad hans hensigt var, og hvordan han i sin egen optik forsøgte at redde Tyskland.
Hver dag tog jeg fat om en ny forudsætning, som jeg matchede med en situation fra mit eget liv. På den måde, fik jeg udforsket mig selv, og fik åbnet op for den dør, der gemte sig i det fjerneste hjørne af mit indre - mit exit fra danseverdenen. Her blev forudsætning omkring ressourcerne sat i spil. I starten var det lidt som når man kan mærke, at man er ved at være på sporet af noget. Så jeg låste mig fast om emnet og den forudsætning. Mine tanker kredsede om forudsætningen, som jeg gentog inden i mig selv igen og igen. Indtil den lige pludselig gav mening for mig. Nu forstod jeg dens budskab overført til mit eget liv. Jeg forstod, at al den energi, mit engagement, min passion, målrettethed og ihærdighed som havde gjort mig så dygtig til min sport, den kom fra mig – og når de ”ressourcer ”kom fra mig, så måtte de stadig være der. De var under min kontrol, så jeg kunne altså vælge at ”aktivere” dem igen, og anvende dem til noget andet end min sport. Da først dette gik op for mig, blev det faktisk en ny positiv overbevisning, som erstattede den gamle negative. Med den nye overbevisning om at jeg fortsat havde alle de ressourcer, jeg skulle bruge, fulgte følelserne med. På ny boblede de inden i mig, jeg kunne mærke at gnisten var tændt igen, jeg kunne mærke en følelse af spænding, som når noget nyt og spændende er på vej.
Jeg fik også en følelse af stolthed over, det jeg havde opnået i min sport – selvom jeg ikke nåede at indfri mit helt store mål. Jeg var jo stadig blevet en af de bedste dansere i Danmark, og selvom jeg ikke længere var aktiv inden for sporten, kunne jeg pludselig se og endelig acceptere, at det i sig selv var en flot præstation.
Det hjalp nok også, at jeg var kommet lidt på afstand af situationen, og at jeg var blevet ældre, men denne følelse af, at acceptere situationen og se tilbage med stolthed, det føltes som om, at jeg drog omsorg for mig selv, tilgav mig selv for at have stoppet med at danse, og slap skammen over ikke at have nået mit mål. Jeg opfattede igen mig selv som et menneske, med mange kvaliteter, store ambitioner og personlige drømme for fremtiden. Det føltes som om, at jeg så mig selv rigtig igen, for første gang i 10 år. Det var en kæmpe lettelse og et glædeligt gensyn. Jeg var fuld af energi og kamplyst– I’m back, tænkte jeg.
I en periode efter denne åbenbaring, nød jeg bare alle de positive følelser, der fyldte mig. Det føltes som om, at jeg helede inde fra, for på ny at kunne blomstre op.
Da jeg igen følte mig hel, kom det som et naturligt skridt at arbejde videre med forudsætningen om, at jeg selv havde alle de nødvendige ressourcer, til at komme videre, eller til at komme hvorhen jeg ville. Det tog mig så på endnu en udviklingsrejse, nu med bevidstheden om, at jeg selv havde kontrollen over mine ressourcer.
På daværende tidspunkt havde jeg egentlig mit drømmejob, men det til trods, havde jeg ikke kastet så meget engagement i det. Det ændrede sig dog med mit nye syn på mig selv. Jeg blev bevidst om hvilke arbejdsområder, jeg brændte for, og hvilke værdier jeg stod for. Jeg begyndte at engagere mig og brænde for mit fagområde, som jeg aldrig havde gjort det før. Jeg kunne mærke, at jeg gjorde en forskel for andre ved at engagere mig mere, og det gav mig en fornyet følelse af anerkendelse og stolthed over mig selv.
I dag brænder jeg for at understøtte organisationer i at skabe udvikling og forandring igennem forståelsen for mennesker, en øget bevidsthed om emotionel intelligens og på et fundament af NLP forudsætninger. Jeg glæder mig over, at jeg i dag har fået gnisten igen, så jeg både kan være noget for mig selv og andre. Jeg har lært meget af min identitetskrise og min NLP-rejse bl.a. at rejsen forhåbentlig aldrig ender, og at min livsglæde og selvbillede kommer indefra.
Navn: Milena Høxbroe Rasmussen, Odense
Job: HR partner
Uddannelse: Business Practitioner og Master Practitioner i NLP og Emotionel Intelligens
Læringsemner:
Perspektivering v/ Per Poulsen
Oplevelsen af Milenas tilgang til uddannelsen er et godt eksempel på, når man giver sig selv lov til at kigge indad og kigge på både det der er godt, men også det der er dårligt, hvordan alle disse gaver hurtigt bidrager til personlig vækst og realisering af potentiale. Milena har formået at ændre sin adfærd fra en ’udadtil’ påtagethed til en ægte autentisk adfærd, der kommer indefra og igennem hendes positive energi skaber positive ringe i vandet, både livs- og arbejdsmæssigt. Igennem forløbet evnede Milena at påvirke sin indre kommunikation med sig selv positivt, hvilket resulterede i en frisættelse af ressourcer og energi, som har bidraget til en stærkere påvirkningskraft af både hende selv og hendes relationer.
[i] NLP forudsætninger. Fundamentet i NLP er baseret på 8 forudsætninger. De 8 forudsætninger er helt basalt din mulighed for at lære at anvende NLP effektivt. Du kan sammenligne NLP forudsætninger med en virksomheds kerneværdier. De 8 forudsætninger er kerneelementer der trænes og uddannes igennem alle uddannelsesniveauer i NLP og emotionel intelligens. De styrker dig, dine relationer og din power med tiltagende styrke, jo højere niveau du har uddannet dig i dem.