Kapitel 6 - Fik sluppet min vrede og stress påvirkning
Jeg er 52 år gammel, gift og har 3 voksne børn, jeg arbejder som faglig koordinator og har en Master i Emotionel Intelligens og NLP.
Jeg er vokset op på Fyn, med mor, far og lillebror. Jeg blev storebror som 2½ årig og fik tidligt at vide, at jeg skulle opføre mig som den store og passe på min bror.
Da jeg blev omkring konfirmationsalderen, følte jeg meget svigtet af min mor, jeg følte ikke hun tog mig alvorlig og følte, at hun gav det meste af sin opmærksomhed til min lillebror. Jeg lagde bånd på mig selv og opførte mig som de voksne gerne ville have, hvilket betød at jeg nogle gange afstod fra de rigtig sjove og måske lidt uartige oplevelser. I skolen var jeg et dydsmønster, klarede mig godt og jeg mødte som en af de første elever.
Jeg var dog et nervøst barn og havde ofte problemer med at sove om natten og gik ind til mine forældre, som ofte bad mig gå tilbage til min egen seng.
Det var særligt slemt, hvis der skulle ske noget nyt, eksempelvis, fik jeg aldrig sovet den sidste nat i sommerferien, da jeg fik angst for at skulle i skole igen, underligt, da jeg faktisk generelt husker skolen som noget godt.
Jeg klarede mig godt igennem min soldatertid og mine uddannelser og i weekenderne drak jeg mig fuld og festede som andre unge. Men jeg havde stadig periode, hvor jeg var trist og angst uden at kende årsagen.
Da jeg blev ældre og stiftede familie, fornemmede jeg af og til, at noget ved mig, ikke var som det skulle være, jeg blev hurtigt stresset og havde et voldsomt temperament.
Jeg havde ofte søvnproblemer og hvis jeg sov, oplevede jeg, at min kone vækkede mig, fordi jeg var voldsomt urolig talte i søvne og lå badet i sved. Det var særligt, når jeg lå på ryggen, at jeg kunne mærke en brændende fornemmelse, hvorefter angsten og uroen nærmest eksploderede i mig.
Efter sådanne ture skulle jeg ofte op midt om natten for at skifte sengetøj og ha noget at drikke, og tale med min kone, for igen at kunne falde til ro. Jeg skylder en enorm tak til min kone, hun var en enorm støtte og var så god til at berolige mig, når mine katastrofe tanker og angst stak af.
Jeg fik et godt job i et firma med primær kundekontakt. Jeg var bekendt med og opmærksom på, at det at arbejde med forskellige typer mennesker og kulturer, kan være hårdt og volde visse udfordringer, ligesom man bruger sig selv som værktøj og skal passe på ikke at overforbruge- brænde ud.
For at udvikle mine kompetencer, bragte jeg denne problematik i spil til en mus samtale med min leder i foråret 2015. Min leder oplyste mig, at hun selv havde gennemført en Business Practitioner i NLP (Neuro Lingvistisk Programmering) og at denne uddannelse matchede godt i forhold til, den store kontakt til mennesker, som vi havde i vores arbejde.
Jeg fik mig tilmeldt uddannelsen og i efteråret 2014 afsluttede jeg min Business Practitioner i NLP, ved HUMI i Odense.
Resultatet var en stor personlig udvikling, jeg havde fået et andet syn på mig selv og mine omgivelser, ligesom jeg havde større forståelse for, at man kan have forskellige holdninger om samme emne (forskellige verdensbilleder).
Jeg havde samtidig udviklet mine evner i at stille ” de rigtige spørgsmål, på den rigtige måde, på rigtige tidspunkt, i rette toneleje, med dertilhørende matchende kropssprog”.
Til trods for den positive udvikling, kom der en periode, hvor jeg var stresset grundet udfordringer på arbejdet, hvor jeg oplevede at det gik helt galt med min nattesøvn, jeg kunne ikke ligge roligt på ryggen i min seng, uden at jeg fik angst og hele kroppen blev voldsomt urolig.
Mit soveværelse blev forbundet med ubehageligheder og jeg kunne mærke uroen vokse, når sengetiden nærmede sig. Min manglende søvn resulterede i sygemelding med depression og jeg fik via mit job bevilliget psykologhjælp af flere gange, hvilket havde en god symptom behandling, men ikke kurerede mig helt fra mine problemer med at ligge i min seng uden at være nervøs. Jeg kom mig over min stress, men havde fortsat perioder, hvor livet var svært og hvor jeg kunne blive stresset over det mindste.
Jobmæssigt vendte jeg retur til samme firma og arbejdsopgaver.
Min positive personlige udvikling gjorde dog, at jeg fik et øget overskud og fik tilbudt, at blive faglig koordinator, med det ansvar som der fulgte med denne opgave.
Jeg havde nogle udfordringer i begyndelsen, idet jeg skulle ”lede” en afdeling, bestående af tidligere kollegaer, hvor jeg ikke havde det fulde ledelsesmandat, men det faglige ansvar, ansvar for uddannelse, supervision samt det legalitetsmæssige.
Privat forsøgte jeg også at analysere mine personlige udfordringer og hvad de kunne skyldes, dog uden helt at finde brugbare konklusioner.
Udfordringerne gjorde, at jeg fandt mine gamle NLP viden og bøger frem. Første erkendelse, ”Evnen til at ændre processen, hvorved vi opfatter virkeligheden, er ofte mere værdifuld, end evnen til at ændre indholdet af vores oplevelse af virkeligheden”, jeg kunne altså ikke tvinge eller håbe på, at mine ansatte ville ændre sig, nej det var tydeligt, at jeg skulle reflektere over min kommunikation og tankegang. Det lykkedes mig at skabt en god kultur i afdelingen, hvor vi fik tydelige, fælles værdier og målsætninger.
Succesen gjorde mig interesseret i at lære mere om Emotionel Intelligens og NLP. Ved en mus samtale, bad jeg derfor om at komme på videre uddannelse i Emotionel Intelligens og NLP ved HUMI. Det fik jeg bevilliget og i 2019 gennemførte jeg, ”International Certificeret Master Practitioner i Emotionel Intelligens og NLP”, med en masse ny viden og et tydeligt løft af min Emotionelle Intelligens, herunder mine personlige kompetencer. En særlig stor oplevelse og forandring var i forbindelse med arbejdet med Reimprinting.
Reimprinting. Som på Dansk betyder (at lave et nyt indtryk af en oplevelse).
Under Reimprinting arbejdes der med dybdegående forandringsarbejde under en dynamisk proces, som udført korrekt skaber effektive og hurtige forandringer, hos fokuspersonen.
Jeg fandt modulet spændende og tænkte meget over hvilke oplevelser, som jeg mon ville finde tilbage til, jeg kunne dog ikke rigtig komme i tanke om nogen hændelse og gennemgik derfor modulet, uden at være forudindtaget eller fastlåst på tidligere oplevelser i mit liv.
Efter at have gennemgået modulet i plenum, blev vi delt op i grupper og henvist til forskellige gruppe lokaler for at træne modellen Reimprinting. Jeg var i en gruppe bestående af 3 mænd og 1 kvinde.
Da det bliv min tur, tænkte jeg, kan det overhovedet betale sig, jeg tror ikke, at der rigtig er noget, som jeg har behov for at genbesøge og lave om.
Kvinden i gruppen, skulle være min terapeut/coach.
Hun spurgte ind til evt. situationer, som jeg ønskede at genbesøge, jeg kunne kun komme i tanke om en specifik situation, hvor jeg havde været stress ramt og livet havde været svært.
Der blev herefter skabt en fiktiv tidslinje på gulvet i lokalet, hvor jeg stod i nuet og hvor der foran mig var fremtiden og bag ved mig min fortid.
Terapeuten spurgte om jeg havde løst til at gå ind i de følelser, som var forbundet med den oplevelse, som jeg tænkte på, jeg svarede ja og valgte den stressede periode i mit liv, hvorefter terapeuten guidede mig baglæns på den fiktive tidslinje.
Jeg blev ført en del år baglæns uden at der opstod oplevelser, som jeg reagerede på, til sidst var vi helt tilbage, til der hvor jeg var omkring 10 - 12 år gammel og jeg mærkede en underlig følelse i kroppen, uden at kunne komme i tanke om, hvad der kunne være sket der. Jeg blev derfor ført lidt frem igen og langsommer baglæns, men ligeledes med kun en udefinerbar følelse, som jeg ikke kunne præcisere.
Jeg følte dog, at kvinden der førte mig baglæns, på et tidspunkt havde sat hånden i ryggen på mig og ligesom stoppet mig, hvilket hun dog benægtede og sagde, at jeg selv var standset.
Imens vi diskuterede dette, trådte underviser Per Poulsen, som jeg har kendt i lang tid og har stor tillid til, ind i lokalet og spurgte til vores øvelser, hvortil jeg oplyste omkring min oplevelse af at være blevet standset. En af de andre mænd i lokalet oplyste, at han ikke havde set kvinden stoppe mig og den måde som kvinden holdt mig på, gjorde at hun ikke kunne sætte en hånd i ryggen på mig. Vi blev derfor enige om, at det måtte have været noget andet, som havde været på spil. Kvinden prøvede derfor igen at føre mig baglæns på tidslinjen, hvor jeg igen stoppede ca. samme sted og sagde, der er måske noget her og jeg følte mig ikke tryg ved at gå længere tilbage.
Fordi Per kender mig, lagde han hånden på min skulder og spurgte, om det ville være ok, at vi sammen gik baglæns, hvilket jeg svarede ja til, hvorefter Per med sin stemme guidede mig langsomt baglæns.
Efter ganske kort tids gang baglæns, sagde jeg her fornemmer jeg noget, hvorefter jeg flyttede min fod 5 mm baglæns, hvorefter jeg begyndte at svinge med armene og væltede bagover, heldigvis havde Per fat i mig og fik mig kontrolleret ned på gulvet.
Jeg følte, at jeg faldt ned i et stort sort hul, og for at holde balancen i mit fald svingede jeg med arme og ben og vred mig voldsomt (nærmest som noget fra en poltergejst film).
Kvinden blev forskrækket og trak sig væk, Per blev ved mig og sagde ”vær i det.” Jeg oplyste Per, ”det gør ondt det brænder på min ryg”. Per bad mig om at bevæge mig længere og længere tilbage på timelinen, hvilket jeg gjorde og lige pludselig, kunne jeg slappe af. Nu stod jeg i midten af en granskov, på en græs høj, hvor træerne omkring mig var fældet i en radius af cirka 50 meter for herefter at være omgivet af høje grønne grantræer. Jeg stod i short og havde en gul og sort ”Harlem Globetrotter” T-shirt på, som jeg havde fået af min far og var meget stolt over. Der var ingen lyde, kun et enormt skarpt lys fra himlen som lyste kun på mig, jeg var ikke længere utryg, men følte mig totalt tryg, glad og afslappet. Ud over at lyset var så skarpt, så havde det den effekt på mig, at jeg blev draget i lysets retning. Jeg kunne se hvordan jeg stående på tæer, blot lige skulle sætte af, for at svæve mod lyset, hvilket var utroligt fristende da det var en helt utrolig behaglig fornemmelse. Jeg var vægtløs og svævende både mentalt og fysisk. Per arbejder med mig på det sted og jeg bevæger mig ud og ind fra mørke til lyset ca. 3 gange, hvorefter jeg er bag begge oplevelse og befinder mig på en legeplads på min gamle skole.
Det går langsomt op for mig, hvad der er sket og jeg går tilbage ind i lyset og samler det skarpe lys op og tager med mig tilbage til legepladsen, hvor jeg bruger lyset og varmen til at skubbe min smerte væk.
Min oplevelse blev nu synlig for mig, jeg lå på ryggen ca. 10-12 år gammel, på legepladsen, uden for skolens åbningstid, omkring mig sad min lillebror og vores fælles legekammerat bøjet ind over mig, skrækslagne i blikket, min lillebror græd. De spurgte om jeg var ok, samtidig med at de så utroligt bange ud, jeg oplyste dem at jeg ikke kunne få luft og græd. Per spurgte hvad der var sket, jeg kiggede op og kunne se et højt legetårn for mig, jeg kunne pludselig huske, at jeg var klatret op i toppen af legetårnet, uden på taget, for at imponere min bror og kammerat, jeg havde i min klatring mistet grebet og var faldet de ca. 8 meter ned på hård jord (faldunderlag fandtes ikke den gang). Da jeg ramte jorden med ryggen først, har jeg formentlig mistet bevidstheden og måske svævet mellem liv og død, idet jeg så mig selv på vej til at svæve mod lyset.
De to skræmte drenge fik mig efter noget tid på benene, og fulgte mig hjem til min mor. Hjemme fortalte de min mor at jeg var faldet, hun tog mig og fulgte mig ind på sofaen i vores stue, hun stillede en glas saftevand og en bolle og sagde at alt nok skulle gå, herefter gik hun igen ud i køkkenet og lavede mad. Jeg mener at jeg faldt i søvn og efter et stykke tid vågnede igen, med noget ondt i ryggen.
Jeg husker, at jeg ikke følte mig taget alvorlig, da jeg kom hjem, da det havde været en voldsom oplevelse for mig, hvor jeg jo på daværende tidspunkt ikke helt var klar over, hvad der var sket og hvorfor min mor ikke havde taget sig mere af mig.
Per hjalp mig herefter med, at reimprinte min oplevelse, idet han tog mig i armen og spurgte om jeg ville genbesøge oplevelsen, hvilket jeg ønskede. Da jeg var kommet tilbage til oplevelsen, var den ikke længere så voldsom, idet jeg havde fået den talt igennem. Derfor havde jeg også mod og overskud til at positionere mig og finde frem til, hvad der var relevant at få med fra oplevelsen og hvad der evt. manglede af ressourcer.
Det jeg tog med fra oplevelsen var, at jeg har haft en behagelig nærdøds oplevelse da jeg var 10-12 år, jeg fik muligheden for at svæve væk, men jeg valgte at blive, selvom oplevelsen var utrolig dejlig Nirvana. Jeg har efterfølgende aldrig været bange for døden, da jeg har oplevet hvor fredfyldt og rar følelsen er, lige inden man svæver væk.
Jeg har efterfølgende spurgt min bror og min mor, om de husker oplevelsen, det var der ingen af dem der gjorde, men de syntes begge, at den lød meget sandfærdig og at det sagtens kunne være sket. Jeg kunne jo som bekendt heller ikke selv huske oplevelsen, men min underbevidsthed havde bestemt ikke glemt, hvad der skete den dag på skolens legeplads, og det var helt utroligt, som kroppen reagerede så mange år efter og hvor tydeligt oplevelsen pludselig stod for mig.
Jeg tænker, at jeg nok ikke er den eneste, som går rundt med oplevelser, som man selv har glemt, men som huskes i underbevidstheden og som måske er med til at skabe både problemer og uforklarlig ubalance i hverdagen. Noget man ikke kan forklare, som er blevet til, det kan jeg ikke li, eller det føler jeg ikke er rart, noget som man uden at kunne forklare det, tager afstand fra.
Jeg har samtidig tilgivet min mor for ikke at tage mig alvorlig i situationen og indset, at hun ikke svigtede mig, men at hun nok ikke havde fået den fulde forklaring, idet vi drenge var bange for konsekvensen ved min farlige leg. Hun gjorde det hun fandt bedst i situationen.
Jeg forstår jo nu, at min uro og min hurtige stress påvirkning formentlig har skyldtes min traumatisering fra mit fald, idet faldet har siddet i min underbevidsthed.
Når jeg i mit liv er havnet i pressede situationer, er jeg blevet gentraumatiseret og jeg har overreageret i situationen, uden at jeg helt selv kunne forstå denne overreaktion.
Efter min Reimprinting, kan jeg nu endelig sove på ryggen noget jeg ikke har kunnet før, uden at jeg kendte grunden til denne reaktion. Kvaliteten i min søvn, er samtidig blevet væsentligt bedre og en kiropraktor har ligeledes hjulpet mig med mine rygproblemer.
Jobmæssigt tog min karriere et stort skridt opad, idet min nye tilstand og ro, betød et øget overskud og mod til at stå frem i større forsamlinger.
Pludselig henvendte folk sig til mig og bad om mine kompetencer og ekspertviden.
Det betød, at jeg flere gange har holdt oplæg, omkring mit arbejdsområde og mine egne problemstillinger.
Jeg har gennemført en fuld diplomuddannelse og er blevet en del af et undervisningsteam.
Mit arbejde med Emotionel Intelligens og NLP, har medført stor personlig udvikling, bedre relationer og færre konflikter.
Overordnet set, så føler jeg faktisk også, at min interne empati og forståelse over for mig selv er vokset, da jeg er blevet bedre til, at reflektere over mine reaktions mønstre og nysgerrigt undersøger, hvad det dog kan skyldes og ofte finder jeg faktisk en rimelig forklaring. Betydningen af den erkendelse er, at jeg ikke længere har så voldsomt et temperament, som jeg en gang havde.
Jeg havde eks. en oplevelse for et stykke tid siden, hvor en person bakkede ind i min parkerede bil og efterfølgende ringede på døren og oplyste dette til mig.
Jeg besigtigede skaden, smadret forskærm, forlygte og kofanger (han havde gjort det godt). Jeg reagerede roligt og sagde, at det er jo hvad der sker, manden forstod slet ikke min reaktion og undskyldte 100 gange, hvortil jeg svarede, du gjorde det jo selvfølgelig ikke med vilje det ved jeg godt, hvorefter vi udvekslede forsikrings oplysninger og sagde pænt farvel til hinanden.
Min ældste søn som var tilstede og oplevede forløbet, sagde efterfølgende til mig, far hvis det havde været for nogle år siden, så var du gået amok og hele dagen havde været ødelagt. Det gjorde mig faktisk helt rørt og vildt glad og stolt, når han så tydeligt kunne se, at der var sket en positiv udvikling med hans gamle far. Nu skulle han, endelig, ikke længere frygte sin fars reaktion, når der skete pludselige og ubehagelige hændelser omkring hans far. Så min personlige udvikling har også gavnet mine omgivelser og forhåbentlig påvirker jeg mine omgivelse, så de også reagerer hensigtsmæssigt og med overskud, når de møder udfordringer.
Navn: Jimmi Johansen, Odense
Uddannelse: Business Practitioner og Master Practitioner i NLP og Emotionel Intelligens
Læringsemner:
Perspektivering v/ Per Poulsen
Jimmis historie er et stærkt eksempel på, hvordan en traumatisk oplevelse tilbage i barndommen (barndommens fængsel) kan styre store dele af ens voksenliv, med søvnbesvær, vredesudbrud og irritation. Jimmis rejse har været inspirerende at følge. Først i forhold til arbejdsmæssigt at skabe en stærk kultur og team, som hurtigt blev anerkendt i organisationen, hvilket gav Jimmi mulighed for at fortsætte sin udvikling. Derudover hvordan målrettet arbejde med at komme ind til sagens kerne, gennem det ubevidste, ikke blot forløser tidligere traumatisk oplevelse, men løfter livskvaliteten markant for ham selv. En indsats der samtidig skaber en tættere og dybere relation med ens nærmeste, i dette tilfælde Jimmis søn, men også hvordan det arbejdsmæssige bidrag kan blive så forstærket af personlig udvikling.