Kapitel 7 - Stream of Consciousness
Jeg blev selvstændig for næsten 20 år siden. Jeg startede efter endte studier, hvor præmissen for humanistiske kandidater blev ændret midt i vores studietid. Da jeg startede, var præmissen, at man skulle fordybe sig, udforske, udfordre og udvikle sig – karakterer var ligegyldige, da papiret “Cand.mag.” var rettet mod gymnasielærerfaget. Hvis ikke man blev andet, kunne man altid blive gymnasielærer. Men efter min Bachelor ændredes fundamentet for alles fremtid sig radikalt. Nu var en cand.mag. ikke længere rettet mod noget job. Den blev faktisk reduceret til kun at være adgangsgivende eksamen til pædagogikum – intet andet. De første år, var det karaktergennemsnittet, som afgjorde om man kom ind. Her blev flere årgange af studerende tabt på gulvet.
Jeg var heldig – og dygtig – og kom ind på pædagogikum, som dengang krævede et ekstra semester på overbygningen af sidefaget (filosofi) og derefter praktisk uddannelse (sidemandsoplæring) på et gymnasium med internatkurser til den teoretiske pædagogik. Jeg var enlig mor, og havde også en datter på 5, som skulle have et godt og trygt liv efter, at hendes far og jeg var gået fra hinanden. Så jeg kom hurtigt igennem den kompetencegivende uddannelse, og var heldigere end alle de mange, som havde fulgt præmissen om, at fordybe sig i deres fag, og ikke fokusere på karakterer. På det første hold var vi under 200, i alt fra hele landet – resten måtte finde andre veje – og mange endte i arbejdsløshed.
Nu skulle man så synes, at vejen lå lige for – da jeg var en af uendeligt få, som kunne få jobs i gymnasiet i de år. Men jeg havde en fagkombination, som spændte ben. Jeg røg derfor ud i kompetencekurser allerede to uger efter endt pædagogikum. Jeg kom på et fundraiserkursus, og blev efterfølgende ansat i virksomheden som udbød kurserne, hvor jeg var kursuskoordinator, praktikkonsulent og vejleder for andre “rodløse” akademikere. Vi blev simpelthen nødt til at starte fra bunden igen.
Virksomheden, som var amerikansk ejet, ændrede sin kompetenceprofil og det var et spørgsmål om, hvornår vores afdeling blev nedlagt – ikke et spørgsmål om hvorvidt den ville blive det. Akademiker-arbejdsløsheden var skyhøj – og jeg havde ikke udsigt til andet end at skulle tage en ny uddannelse, hvis jeg blev arbejdsløs og kom på dagpenge. Jeg startede derfor min egen virksomhed, da jeg fik mulighed for at samarbejde med en anden selvstændig, som tog mig under sine vinger. Opstarten skete derfor fra et overlevelsespunkt. De første 8 år i samarbejde med den anden selvstændige, hvor jeg havde større og større ansvar for alt administrativt for begge virksomheder, samt stod for vores faglige profil (sprogforståelse, værktøjsfag (grammatik, fonetik mv.), udvikling og udførelse af sprogtests, konceptudvikling, udvikling, koordinering og undervisning af faglige netværksgrupper, tilbudsgivning). Alt i alt betød dét, at jeg ikke havde nogen som helst tid til overs. Jeg arbejdede i alle mine vågne timer, når min datter var hos sin far – og i alle timer, hvor hun var afsted i skole, og alle aftener efter hun var kommet i seng.
Jeg arbejdede derfor ud fra et underskudsperspektiv. Min datter havde brug for mig og for stabilitet og overskud, efter år med utryghed og uro, og jeg ville ikke kunne give hende det, hvis jeg var arbejdsløs. Som arbejdsløs mistede du både muligheden og (noget af) retten til at prioritere andet end job højest. Det blev derfor altafgørende, at jeg aldrig blev arbejdsløs. Jeg havde min virksomhed fordi, at jeg ellers ville være arbejdsløs… Jeg måtte arbejde alle døgnets timer for at holde min og min samarbejdspartners virksomheder kørende og i fortsat udvikling, for ellers ville vi gå ned, og jeg ville blive arbejdsløs. Jeg skulle være den dygtigste, ellers ville jeg blive arbejdsløs. Jeg skulle være loyal, innovativ, produktiv, succesfuld for ellers ville jeg blive arbejdsløs. Grundantagelsen var derfor, at jeg primært var i en situation, hvor jeg altid stod lige overfor en afgrund, som jeg ville styrte i, hvis ikke jeg passede meget på. Min virksomhed blev derfor et udtryk for ren selvopholdelsesdrift – det var liv og død, eller, sådan var mit forhold til den.
Det min virksomhed havde brug for, var meget vigtigere end hvad jeg selv havde brug for. Det kom så vidt, at jeg simpelthen holdt op med at se mig selv, som person, men i stedet blev min virksomhed. Jeg havde kun ambitioner for min virksomhed – ikke for mig. Jeg havde drømme for min virksomhed – ikke for mig. Jeg følte, at tingene ville skride og falde, hvis ikke jeg brugte al tid på at holde virksomheden sund og succesfuld – og jeg endte derfor med et privatliv som kun handlede om at være mor. Venskaber kom på afstand og blev mere sporadiske. Mange relationer visnede af manglen på næring fra mig. Alt andet blev skåret væk – og, kan jeg se nu, ud fra en betragtning om, at hvis jeg bruger tid på mig selv, så starter en deroute for min virksomhed, og jeg ender med at miste alt.
Det jeg lærte, da jeg arbejdede med Emotionel Intelligens, var at finde mig selv igen. Det store øjeblik kom, da jeg havde lavet en kæmpe-planche over min virksomheds kompetencer, ydelser, udviklingsmål, fremtidsperspektiver…. Jeg havde et fuldt og totalt overblik og føling med hver eneste del. Jeg kunne tale længe og sammenhængende om mine visioner, mine metoder, mine succeser og mine fremtidsudsigter. Så sagde min coach: Så har vi helt styr på alt med din virksomhed – hvad med dig?... Og jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Jeg fik panik-følelse og følte at jeg var blevet snigløbet… Hvad havde jeg at tilføje – det hele var her jo. Jeg blev da selvfølgelig nødt til at indrette mit liv efter, hvad virksomheden havde brug for – ellers ville det hele ramle…
Normalt ville det ikke have givet mig større rystelser, hvis ikke, jeg pludselig havde set, at jeg faktisk ikke KUNNE fortælle noget som helst om mine egne drømme for mig selv, mine egne behov, mine egne mål. Dér var en kæmpestor og chokerende læring: Jeg var faktisk usynlig for mig selv. Jeg kunne hverken mærke mig selv og jeg havde heller ikke nogen egen eksistens, som sådan. Hvis nogen spurgte hvordan jeg havde det, kunne jeg faktisk ikke sige det helt ærligt – og jeg oplevede nogle gange at blive helt tom, når nogen spurgte, hvad jeg kunne tænke mig. Mine behov blev simpelthen irrelevante, og jeg (som person) var overhovedet ikke med på råd, når planer og skemaer blev lagt.
Det er et under, at man sådan kan tabe sig selv – helt og aldeles… Mine antenner var 100% rettet udad, og mine personlige mål og ønsker var reduceret til at være mor, og skabe et godt liv for min datter. Jeg ville helt ærligt ikke kunne fortælle dig, om jeg var glad eller ked af det….
Da jeg opdagede hvor skidt det stod til, blev jeg bange. For jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere at adskille mig selv fra min virksomhed, uden at risikere at mit livsgrundlag ville blive ødelagt. Det var sådan igen en liv/død-følelse. Hvis jeg begyndte at bekymre mig om, hvad ‘lille jeg’ måtte have af små og store tanker og ideer, ville de store, betydningsfulde og vilde ting, min virksomhed beskæftigede sig med simpelthen visne og falde sammen. Og det var stort og betydningsfuldt – og sindssygt fantastisk, alt det jeg oplevede i min virksomhed. Men jeg kunne mærke, at jeg også havde drømme om at mit eget liv blev stort og betydningsfuldt – og sindssygt fantastisk – for mig.
Med emotionel intelligens fik jeg øjnene op for, hvorfor og hvordan jeg skulle adskille mig selv fra min virksomhed. Jeg oplevede, at jeg faktisk har nogle drømme og behov, som virksomheden slet ikke har – og at virksomheden har nogle mål og visioner, som jeg ikke har personligt. Og til tider, er de faktisk i direkte konflikt. Det var jeg slet ikke opmærksom på før.
Min løsning var at oprette en virtuel virksomhed med virtuelle funktions-personaer, med adm. dir, HR, økonomidirektør, logistiker, IT-afdeling, konsulent, medarbejder osv. Jeg træder ind i den, når jeg går på arbejde – og har skiftevis de mange forskellige hatte på, afhængigt af dagens opgaver – og går i dialog på tværs af funktioner (nogle gange som rollespil) - men alt sammen holdes inde i den virtuelle virksomhed. Når det er fyraften, går jeg hjem, og virksomheden er ikke med. Her har jeg fokus på, hvordan jeg har det, hvad jeg har brug for, hvad jeg gerne vil, hvad jeg drømmer om osv. Jeg kan gøre ting, som virksomheden overhovedet intet får ud af – jeg kan læse, se film, gå ture, opdyrke og nyde nye venskaber, besøge min datter og min familie, dyrke sang på et højere plan end blot i badet… Tage tid til ting, som giver mig input – dygtiggøre mig i at være mig, og skabe forandringer i verden igennem mine personlige tanker og drømme, skabe frugtbare relationer og vokse som menneske.
Emotionel intelligens har givet min virksomhed en glad og stærk medarbejder, med gang i meget mere end blot arbejde. Jeg har arbejdet på at nå helt ind til kernen og finde mine personlige værdier og drømme. Jeg kan være i konflikt med min virksomhed (særligt i spørgsmål om planlægning) men har nu endelig mig selv med ved bordet når tid og ønsker skal prioriteres og planlægges.
Hvordan går det så med virksomheden? Kan man virkelig koble sig fra, og stadig have success? Ja. Timingen var perfekt for mig. Da Corona ramte, havde jeg allerede fået så meget mere drive og kreativitet tilbage, at jeg blev “ansat” som en superdygtig innovatør i min virksomhed. Jeg havde overskud og energi til at sadle helt om og skabe en 100% online-baseret virksomhed, som kørte i halvandet år, og nu varetager en blanding af online og fysiske opgaver. Havde jeg ikke fået al den personlige power tilbage, ville virksomheden have mistet sin kundekreds, og i kampen for at komme videre, ville den kun have haft sin akkumulerede erfaring – som alt sammen lå bagude. Den ville ikke have bredden og styrken til at arbejde konstruktivt fremad mod nye tider. Der var ikke meget nytænkning før jeg fik adskilt mig selv fra min virksomhed. Jeg havde opbygget et kæmpestort kundegrundlag og havde forespørgsler, der afspejlede det, jeg allerede lavede. Skal jeg være helt ærlig, var min virksomhed blevet en lille smule doven. Den havde fået succes baseret på de mange års arbejde der gik forud, og sejlede nu båret af fremdriften på bølgetoppen.
Nu, hvor vi står i en gråzone midt imellem krig, Corona og klima-kriser, er min virksomhed klar til at rykke i nye retninger. Jeg har brugt tid på at dygtiggøre mig indenfor områder, som interesserer mig, og er klar til at ansætte mig i min virksomhed, så den fremover også kan tilbyde nye kurser og konsulentviden indenfor internationale relationer, professionalisme på tværs af grænser og multikulturel agilitet. Dét var ikke sket uden at tænke ud af boksen. Og netop det at tænke ud af boksen, kom da jeg fik lov til at forfølge mine personlige interesser, studere og dyrke og nørde i temaer jeg har arbejdet mentalt med altid, men som jeg havde lagt på hylden for ikke at “stjæle tid” fra min virksomhed. Det var ikke hensigten, at det skulle blive til noget, jeg kunne bruge i min virksomhed – men behovet for bæredygtig ledelse, en ny virkelighed med mangel på råvarer, behov for stærke internationale relationer, stærke formidlingsevner, professionalisme og gennemslagskraft, forhandlingsdygtighed – alt det, ser jeg nu, passer lige ned i min personlige interesse for kulturforskelle, tværkulturel ledelse og kommunikation, opbygning af stærke tværkulturelle relationer osv. Og tænk, om jeg får mulighed for at lave nye forløb, som primært er skabt af hjerteblod og personligt engagement – og ikke frygt for arbejdsløshed, og angst for at tabe alt på gulvet…!
Navn: Rikke Skaanes, Fyn
Job: Selvstændig
Uddannelse: Business Practitioner i NLP og Emotionel Intelligens
Læringsemner:
Perspektivering v/ Per Poulsen
Det har været spændende at arbejde sammen med Rikke, både i forhold til uddannelsen og også igennem coaching. Rikke har en evne til at tage selvindsigt ind og arbejde konstruktivt og målrettet med den, så hun skaber sig så tydelig en forståelse af hvad der skal til, som driver og støtter hende til at overvinde store forandringer på en effektiv måde. Det er et stærkt udtryk for den forståelse, der ligger i modellen af verden og vores interne repræsentation[i], som er vores forståelse af verden derude. Det at kunne omprogrammere sig selv giver nogle stærke muligheder til at lave livsforandringer på den korte bane. Livsforandringer, der passer til den enkelte i forhold til der, hvor han/hun er og hvor han/hun ønsker at være. Med en høj grad af selvindsigt opnår man en tydelig indikation og klarhed over, hvor det er man gerne vil hen. Denne udvikling oplevede jeg i den grad at Rikke har været på, samtidig med at hun har beriget mig med spændende synspunkter og indsigter.
[i] Interne repræsentation er den mængde af information vores system (altså inde i os selv) har om en given ting fx en stol. Når vi kigger på en stol, tror vi fejlagtigt at det er virkeligheden, at en stol er en stol, men vi henter faktisk billeder og alt hvad vi associerer med en stol i vores interne repræsentation.