Kapitel 8 - At være den bedste udgave af mig selv
Jeg vil gerne dele et lille hjørne af min livshistorie med jer så I kan få lidt inspiration til, hvilke forandringer der kan skabes, hvis vi tør kigge på vores egen adfærd og begynde at handle bevidst på det.
Jeg er en mand på 56 år, gift, samlevende på 34. år, jeg har 2 voksne børn på henholdsvis 28 og 30 år. Jeg er født på en gård ude på landet, vi var 3 børn, en lidt ældre søster og en yngre bror. Min barndom var ikke altid lige sjov, der var mange pligter og en far, der på adfærd kunne og stadigvæk kan være ret grænseoverskridende, samt godt kan li’ en lille en, og måske en til.
Jeg startede tidligt i skolen da der ikke var andre pasningsmuligheder dengang, og mine forældre, der måtte have syntes jeg var lidt for kreativ at have løbende rundt, uden meget opsyn. Jeg havde nemt ved mine skolesager, hvilket ofte resulterede i udslag af rastløshed og min kedsomhed blev til uro og ballade i klassen og så var det uden for døren. Der tilbragte jeg mange timer af min skolegang.
Jeg var qua min tidlige skole-debut lidt fysisk underlegen, det gav en del knubs. Efter 9. klasse gik jeg på gymnasiet, men udfordringen med rastløshed/kedsomhed, blandet sammen med lidt for mange pligter på gården, medvirkede til at jeg droppede ud efter få måneder. Jeg var jo landmandssøn og ældste søn, og var egentlig udset til at skulle overtage gården, som der dengang var kutyme for. Som 16-årig gik jeg i gang med min landmandsuddannelse, men ved et tilfælde havnede jeg i 1984, som 18-årig i et feriejob på en fabrik. Det var et drømmejob for mig i stedet for landbruget, prøv at tænke sig, her havde jeg ferie, fri i weekenderne og på helligdage. Jeg droppede landmandsuddannelsen og min far måtte se hans drøm om at sønnen skulle drive gården videre forsvinde.
Det var en dejlig tid, sorgløs husker jeg den, og dengang husker jeg også mig selv, som en meget stolt ung mand, der ikke var bange for at sige sin mening. Jeg tænkte ikke så meget over, hvad andre tænkte om mig - jeg var bare mig. Jeg husker, at jeg var glad og havde en stor appetit på tilværelsen, gode sociale relationer og en stor tro på mig selv, og ikke mindst en arbejdsmoral, som en bryggerhest. Lidt havde jeg da fået med hjemmefra. Arbejdsmoralen og evnerne gjorde, at jeg ret hurtigt blev forfremmet. Jeg trak allerede dengang som en førerhund, jeg skulle løfte mere, jeg skulle arbejde hurtigere og længere end alle andre, for det var det jeg kunne. Det lønnede sig også, jeg blev forfremmet mange gange indtil det sidste skridt, var at blive tilbudt medejerskab af virksomheden. Det skete i 2002. Det skulle senere vise sig at være ligesom at lave en pagt med djævelen, for med dette skridt var det umiddelbart ret svært for mig at komme ud af hamsterhjulet igen på en god måde.
Vi var dengang 4 ejer-kolleger. Organisationen var fra starten således at der var en person, der var den overordnede bestemmende, så lad os kalde ham, direktøren. Det var også den person, der undervejs i min karriere havde forfremmet mig flere gange, og givet mig muligheden for at blive medejer. Direktøren var desværre af en menneske/ledertype man kan kalde “management by terror”, de fleste vidste aldrig, hvor de havde ham, mig selv inklusiv, og jeg havde altid en utryg fornemmelse ved hans blotte tilstedeværelse.
Da jeg syntes, at jeg skyldte direktøren noget for min position, fortsatte jeg med at være underdanig i mange år. Jeg knoklede og byggede og udviklede på virksomheden i et hæsblæsende tempo. Jeg havde en masterplan og jeg vidste, hvad jeg ville med virksomheden. Det var bare ikke helt det samme, som det direktøren ville. Jeg tænker at det var fordi det ikke var hans ideer fra starten og den dynamik gav mange dårlige oplevelser. For hver gang jeg af ham blev nedgjort i stedet for rost for mine bedrifter, knoklede jeg bare endnu hårdere.
Jeg opbyggede over tid, et image af en supermand. Jeg var stolt når andre mennesker uden for virksomheden, kolleger i produktionen eller i ledelsen udtrykte ærefrygt over, hvad jeg dog kunne præstere. Men jo mere jeg præsterede og jo flere, der åbent anerkendte det, jo mere følte jeg nedgørelsen fra direktøren. Når det kun var os to til stede var det ok, men meget ofte når jeg åbnede munden i andre forsamlinger blev jeg hurtigt lukket ned igen i meget negative vendinger.
Det hele kulminerede i 2019, hvor jeg samtidig var presset af et større fabriksbyggeri. Et byggeri vi beslutningsmæssigt var fælles om, men da det var min ide, der havde vundet, arvede jeg samtidig hele ansvaret for projektet. Det gik mig meget på at blive konstant kritiseret for hårene i suppen, når der efter min mening var så meget at rose. Mine 2 andre ejer-kolleger turde ikke sige noget, og det var her jeg tabte humøret helt. Det føltes som et forræderi, at de udtrykte enighed med mig, men alligevel ikke turde give udtryk for det.
Jeg passede mit arbejde, og fik også mit projekt helt op at køre. Udadtil kunne andre mennesker ikke se, hvordan jeg havde det, men indadtil var jeg tæt på en depression. Jeg holdt stille og roligt op med at kæmpe for mine synspunkter, undlod ofte at sige noget, da jeg jo nok alligevel ikke havde noget fornuftigt at sige. Jeg bemærkede i hvert fald at min mening, oftest var den modsatte af de andres, og den kamp orkede jeg ikke kæmpe længere.
I alle disse år var det også hårdt ved mit ægteskab, men min kone vænnede sig stille og roligt til, at jeg arbejdede meget. Mine børn var, i den værste tid for mig, teenagere og jeg tænkte at det nok var derfor de ikke gad deres far så meget. Min bror havde taget afstand fra mig, vi havde sjældent noget at tale om, min søster havde et par år forinden givet mig et ikke så pænt brev, hvor hun tog afstand fra stort set alt jeg stod for og i princippet kappede forbindelsen.
Jeg har hele mit liv været primus motor for at forandre, altid gøre tingene på en bedre måde i morgen osv. En dag kørte jeg på motorvejen ved Odense og tænkte at jeg må gøre noget. Det er tid til forandring. Det er tid til at gøre noget for mig selv.
Her startede mit nye liv i sommeren 2020, hvor jeg tog en uddannelse i NLP og Emotionel intelligens.
Den første dag på uddannelsen skulle vi præsentere os selv. Jeg rejste mig op og fortalte om, hvem jeg var og at jeg havde meldt mig til dette kursus for at blive en endnu bedre leder. Vi skulle også skrive på en tavle, hvor meget vi, på en skala fra 1 til 10, var interesserede i at åbne op, om vi var klar til en forandring og hvilken energi vi ville være villige til at ligge i vores egen udvikling. Her var jeg på 10 på alle 3 parametre, uden egentlig at tænke nærmere over det. Da de andre medkursister på tur fortalte om dem selv, kan jeg huske, at jeg hurtigt havde bedømt de fleste af dem, og det var ikke for de positive attributter. De var meget anderledes personer end jeg selv og havde meget anderledes syn på ting. Der var enkelte medkursister, der i de første dage var interesserede i at tale med mig, men jeg havde ikke den store interesse i at gå i en dybere dialog. Small talk var ikke noget for mig, så det holdt de hurtigt op med igen.
De næste dage fulgte jeg grundigt med i uddannelsen, da det jo egentlig var spændende for mig at lære mere om, hvorfor andre mennesker var sådan nogle “fjolser”. Men undervejs skete der noget med mig. Jeg fik nogle aha oplevelser og til sidst i uddannelsen kunne jeg mærke, at nogle af de ting jeg havde lært undervejs, gav mig mere ro inden i, og jeg tænkte at det var noget af det jeg søgte. Da vi sluttede uddannelsen, havde vi en skøn sidste aften, hvor vi var i byen sammen, og jeg husker den dag i dag alle kursusdeltagerne, og det er i dag for deres varme og forskellighed.
Det hele var vendt på hovedet. Jeg havde fundet interessen i andre mennesker igen - den havde jeg mistet undervejs. Og jeg havde fået mere humør. På jobbet var jeg blevet interesseret i at arbejde med mennesker og i mine nære relationer var det som om, der var mere ro på. Hvad havde forandret sig? – det havde jeg.
Det var her jeg besluttede mig for at prioritere mig selv og min udvikling, som menneske. Jeg kunne mærke med det jeg havde lært, at det var muligt at forandre meget omkring mig, ved at lave en lille forandring i mig selv. Så jeg færdiggjorde i 2021 en Master i Emotionel Intelligens og NLP (EI-NLP). Det er den bedste investering jeg endnu har gjort i mit liv.
En af de ting, der har forandret meget hos mig er, når jeg arbejdede og kommunikerede, både i arbejds-mæssig men også i private sammenhænge. Jeg havde så meget fart på at jeg slet ikke havde for øje, at jeg tit tabte andre mennesker undervejs. Jeg oplevede f.eks. ofte at andre ikke gjorde det jeg tydeligt syntes jeg havde kommunikeret til dem, hvilket resulterede i mange frustrationer.
Jeg begyndte samtidig at reflektere over, hvad der egentlig lå bag ved den superheltestatus, jeg altid har stræbt efter, og nåede til den del konklusion, at der var en rød tråd - anerkendelse eller manglen derpå. Jeg har fået en del af den såkaldte røde tråd bearbejdet og har været helt tilbage til da jeg var en lille dreng. Det, at jeg på gården var meget overladt til mig selv, at jeg var den midterste af en søskendeflok, at jeg tissede i sengen indtil jeg var langt oppe i puberteten og at jeg var fysisk underlegen i de første år i skolen, har sat sig i mig på en måde, hvor jeg følte at jeg hele tiden skulle kompensere.
Jeg har følt, at jeg skulle vise ekstra meget overfor de to personer, jeg særligt har manglet anerkendelse fra, nemlig min far og direktøren.
Jeg har fundet ud af, at det er ligesom når men leder efter en kæreste, jo mere man presser på, jo sværere er det at finde en. Så jeg begyndte at være opmærksom på, hvornår det var i spil, og har lært at kontrollere det. Jeg har fået en stor del af mit selvtillid/selvværd tilbage og har bemærket at anerkendelse kommer lettere, hvis jeg ikke stræber så hårdt efter den.
Da jeg også begyndte at være opmærksom på, samt træne mit kropssprog, mit tonefald og det at lytte, mærkede jeg virkelig at der skete en stor forandring hos andre mennesker.
I mit forhold til min søster kan jeg fornemme, at hun lige skal afkode mig igen, da jeg har ændret tydelig adfærd i forhold til hende. Med min søn fik jeg en dag en dyb snak, noget vi ikke har praktiseret tidligere, da min søn har undveget den slags samtaler. På under 2 timer ændrede hele vores relation sig, fra overflade og afstand, til at tale om følelser og adfærd, Vi har siden min søn var i puberteten ikke haft en særlig god relation. Jeg var ofte kritisk over hans indsats i både gymnasiet og over hans, i mine øjne, overdrevne tidsforbrug på computerspil og meget andet. Kritisk overfor hans indsats i det hele taget. Dette resulterede altid i dårligt humør hos mig, når vi var sammen. I dag er vi et helt andet sted, og vi ved begge, hvorfor vi reagerede som vi gjorde og vi har også reflekteret over synspunkter og oplevelser. Alt, hvad jeg gjorde, var bare at justere anderledes ind på ham i vores kommunikation, og han gjorde som sådan ikke andet end at spejle sig i min adfærd.
Jeg begyndte også at bruge den selvindsigt og selvkontrol i min ledelse i mit arbejde. Når vi havde møder, ændrede jeg adfærd til ikke at køre et onemanshow, men i stedet ledede mødet, så alle blev hørt. Nogle af mine kolleger kunne mærke og se en forandring i min adfærd, og et par af dem blev meget nysgerrige på, hvad jeg havde gang i og ville gerne have hjælp til at justere nogle ting.
Der er i NLP 8 vigtige forudsætninger, en af dem, nok den der var hårdest for mig at sluge var, at alle, som udgangspunkt er lige gode, men at nogle har en adfærd, der umiddelbart er uforståeligt for andre, medmindre vi lærer personen bedre at kende. Det er lidt omskrevet, men betydningen er vigtig for mig, idet jeg stædigt har forfægtet dette udsagn og i dag, er jeg selv blevet meget mere rummende. I dag tænker jeg ikke så meget på at jeg skal være bedre, hurtigere, stærkere eller klogere end alle andre mennesker, men derimod er min nye ambition, at i morgen skal jeg være en bedre udgave af mig selv, end i dag. Summen af selvindsigt har givet mig mod på at kigge på min vision med resten af mit liv. Jeg formulerede egentlig min vision rent arbejdsmæssigt for mine ejer-kolleger for 3 år siden, men den blev der ikke reageret på, og jeg har aldrig haft en vision om mit privatliv, da mit arbejde var min identitet. Midt i min uddannelse, som master i NLP og Emotionel Intelligens, var nogle af øvelserne, netop at skitsere egne visioner, og det var her jeg så lyset og turde handle hen imod mine drømme. Så for nyligt, sagde jeg mit job op og afhændede min andel af min virksomhed - jeg tog min frihed tilbage!
Jeg arbejder stadigvæk meget, men jeg arbejder med de ting, som jeg synes om at arbejde med og jeg arbejder sammen med mennesker, jeg synes om at arbejde sammen med.
Denne følelse af frihed har jeg ikke følt stærkere siden jeg var 15 år gammel. Siden dengang, har livet taget kontrol over mig og ikke mig, der havde kontrol over mit liv - men det har jeg nu!
Navn: Orla Poulsen, Ribe
Job: Selvstændig
Uddannelse: Business Practitioner og Master Practitioner i NLP og Emotionel Intelligens
Læringsemner:
Perspektivering v/ Per Poulsen
På mange måder er Orlas benhårde arbejde for at forstå verden og mange ting som har været drevet af hans opvækst, en stærk faktor i at gøre ham til den spændende, og videns brede og dybe person han er. Han har igennem livet tilegnet sig mange kompetencer, som han har realiseret gennem sit arbejde. Det har været motiverende at opleve, hvordan Orla har formået at vende det hele rundt og med selvironi, humor og beslutsomhed at begynde at ny-opfinde sig selv indefra og gøre personlig udvikling til en central del af ham. Den transformation han har undergået og også hans påvirkning af sine medkursister, der har set hans forandring og også for mig som underviser, har været meget inspirerende at følge.