Kapitel 9 - Jeg fandt mig selv!
Mit navn er Mette, jeg er 55 år, bor selv og er mor til 3 herlige unge mennesker i alderen 23-34 år og bedstemor til 2 dejlige børnebørn. Jeg bor i et skønt hus i Tjæreborg og arbejder for Vejen Kommune, som leder af Rødding Aktivitetshus.
Jeg er præmatur, hvilket vil sige, at jeg blev født 1,5 måned for tidligt. Når jeg googler præmatur i dag, så kan jeg godt undre mig over alle de konsekvenser, det kunne have haft, men disse er heldigvis fløjet fordi mig uden at lande. Det er faktisk først indenfor det sidste års tid, at jeg er blevet bekendt med de typiske følger/senfølger. Og dette udelukkende fordi min datter er læge og vi kom til at tale derom. Hvorfor nævner jeg dette? Jo, fordi siden jeg var barn, har jeg inde i mit hoved lavet en historie om, at dem der er født for tidligt, har kæmpet for deres liv og er taknemmelige for at overleve – så derfor har jeg, ifølge min egen teori, altid været en fighter og været meget taknemmelig generelt. Dette er et typisk eksempel på, hvordan jeg så langt tilbage jeg kan huske, altid har kunnet vende alting til noget positivt. Dette har præget mit liv ganske meget både på den gode og mindre gode måde.
Min far var fisker, dengang hvor de sejlede ud i deres flotte blå trækuttere uden ret meget elektronisk udstyr, inden stålkutterne overtog det hele. Vi stod tit på kajen, når min fars skib Sinai E720 sejlede i havn og var der dækslast, så hoppede mine to storesøstre og jeg af glæde inde på kajen, for det betød penge til f.eks. rulleskøjter. Vi har aldrig haft mange penge i min familie, men der har også altid været fokus på mange andre ting. Vi har altid optrådt meget, klædt os ud og lavet masser af sjov og ballade. Min mor og far var meget forelskede i hinanden og lige indtil min far døde for 11 år siden, så blev der forkælet, kysset og grint. Selv som gamle, rykkede de stolene sammen for at se TV og faldt også altid i søvn med hinanden i hånden.
Gud har været en stor del af min opvækst, vi bad altid bordbøn, jeg tror det var en naturlig del af det dengang barske fiskerliv. Både som barn og voksen har jeg altid fundet styrke og ro i min tro. Min far kunne noget helt særligt, han var nemlig mester i positiv tænkning. Han var også dén alle på havnen søgte, hvis de trængte til at blive lyttet til. Når vi bad aftenbøn i sengen, inden jeg skulle sove, skulle jeg altid først fortælle om en af mine livretter og så skulle vi på skift nævne 3 ting, vi glædede os til og 3 ting, vi ville sige tak for.
Dette gør jeg stadig, altså ikke det med min livret, men jeg finder altid inden jeg sover 3 ting, der gør mig glad og 3 ting jeg gerne vil sige tak for, når jeg vågner.
I skolen var jeg meget lille i højden og en meget sød og artig pige, opdraget i flinkeskolen. Jeg havde lige fra starten utrolig nemt ved det boglige, var meget viden begærlig, glad og altid vellidt. Dengang resulterede det i, at jeg fik rigtig mange ekstra opgaver og altid skulle sidde ved siden af dem, der havde det svært – ikke kun bogligt, men også socialt. Alle 10 år i folkeskolen fik jeg topkarakter og var lærernes yndlingselev. Jeg havde og har heldigvis stadigvæk en meget intelligent mor, som bakkede mig op, smurte min mærkelige madpakke, hvor rugbrød med hamburgerryg og pålægschokolade ovenpå var en fast bestanddel, ligesom en lille sød seddel fra hende også var.
Jeg dyrkede meget sport og høstede ros og præmier i alt fra gymnastik, atletik, fodbold og håndbold. Jeg var en drengepige, der under konfirmationskjolen sad med fodboldstøvler på under middagen.
Efter endt HH-eksamen, med en del 13-taller startede jeg som reklamekonsulent på et dagblad. Jeg blev lynhurtig en virkelig dygtig sælger, som ” var god til også at inspirere gamle konsulenter”, som der blandt andet stod i min udtalelse. Med den viden jeg har i dag, kan jeg nemt se, at jeg var rigtig god til at danne relationer, god til at gå på kompromisser, god til at hjælpe andre først, god til at gå forrest, når der skulle kæmpes fælles kampe, god til at formulere mig og god til at få andre i godt humør. Mest af alt rigtig god til at glemme mig selv og mine egne behov.
Jeg fortsatte karrieren, blev callcenterchef og senere projektleder, hvor jeg udviklede og implementerede nye salgsstrategier. Jeg følte mig succesfuld og ligesom min far, var jeg dén mine kolleger kom hen til, hvis noget brændte på både fagligt og privat.
Jeg arbejdede under skiftende ledere, fandt hurtigt ud af at læse dem. Kunne, blot ved måden dørhåndtaget blev trykket ned på, vide om den pågældende leder var sur eller i ok humør. Tilpassede mig hurtigt og satte aldrig spørgsmålstegn ved hvordan andre kommunikerede til og med mig eller til deres opførsel generelt. Flinkeskolen levede stadig i mig. Og min barndomsfølelse af, at jeg kun var god nok, når jeg gjorde noget for andre blomstrede.
Jeg har altid været nysgerrig på ord og interesseret mig for kommunikation og tog en del salgsuddannelser indenfor dette. På dagbladet oplærte jeg nyansatte sælgere og jeg nød det. Derfor tog jeg sideløbende med mit job en uddannelse som Life-coach, fik snuset lidt til NLP, men vendte sjældent blikket indad.
Jeg skulle som leder under en sparerunde være med til at fyre/outsource 16 ansatte, jeg gik så meget på kompromis med mine indre værdier i den proces, at jeg endte ud med at få panikangst. Jeg brugte meget tid på at negligere det, ville ikke tale om det, følte mig svag og lidt til grin. Tænk at fejle noget mellem ørerne, det kunne jeg slet ikke være i. Det endte dog med en sygemelding i 14 dage. Panikangsten fyldte i mit liv i næsten et halvt år. Jeg ville ønske, at jeg dengang havde haft den viden, jeg tilegnede mig under min NLP uddannelse, for der ligger så meget læring klar, som jeg kunne have brugt i den periode. Men jeg lærte desværre ikke noget om mig selv, startede i stedet op på fuldtid efter sygemeldingens afslutning og talte sjældent om de nætter, hvor jeg lå på alle 4 og nærmest tryglede Gud om at hjælpe mig af med angsten.
En dag på dagbladet kom der endnu en ny leder, det er ham, jeg i dag kan takke for, at mit liv tog en drejning. Dengang takkede jeg ham dog ikke for noget som helst. Som ledertype var en blanding af den truende og handlingsorienteret leder, hvilket skabte et yderst utrygt arbejdsmiljø. Jeg sad en dag og dagdrømte ved computeren på jobbet, drømte om dengang i 9. klasse, hvor jeg ville være fysioterapeut. Og uden jeg vidste af det, så havde jeg søgt ind på uddannelsen. Først bagefter fik jeg ringet til min mand, vi havde jo både en stor gård, 2 biler og 3 børn sammen, så SU var nok ikke lige den bedste indtjeningskilde. Han bakkede mig heldigvis som altid op.
Så jeg kom på skolebænken som 42-årig. Min erfaring fra dagbladet med; at vidensdeling er lig med magtafgivelse, blev gjort til skamme. En verden, hvor fokus lå helt andre steder, lå for mine fødder. Flere advarede mig, for evidensen viste, at tog man en uddannelse sent i livet, så var risikoen for en skilsmisse stor. Jeg tog dem overhovedet ikke alvorligt, men blev dog skilt, da jeg var 1 år henne i uddannelsen og jeg flyttede selv med alle børn og en SU-indtjening. Jeg fik lært mine børn, at vi var rige på livet, den sætning griner vi stadigvæk lidt af den dag i dag, til gengæld kan de alle leve på en sten, for hold da op, hvor var pengene små. Tiden i hygge-huset, som vi kaldte det, var herlig. Jeg havde ikke råd til en bil, heller ikke altid til en busbillet, men gik så bare frem og tilbage til uddannelsesstedet og fik derved gratis motion. At vende alting til noget positivt er altid i spil. Min evne til ikke at se problemer i noget var stor, men ligefrem proportionalt med dette var min manglende selvindsigt.
Fik hurtigt efter endt uddannelse job i Vejen kommune. Fandt en dejlig kæreste og flyttede sammen med ham. Alt skulle i min verden ånde af kærlighed og lutter idyl, for jeg var så forelsket og vi havde ventet længe på hinanden. Desværre viste det sig, at min kæreste var ludoman, jeg kæmpede for at holde fast i drømmen, men det endte med, at jeg flyttede efter 3 år. Jeg var ikke længere klippen, jeg havde alt for mange gange helt uberettiget fået skylden for vores situation, hvilket er en kendetegnende reaktion hos ludomaner. Det endte med, at jeg også selv troede på, at jeg var grunden til, at vi ikke kunne lykkes. Jeg var indlagt 2 gange i denne svære periode med hjerteproblemer og fik til sidst kræft; malignt melanom. Ingen tvivl om at psyke og soma hænger sammen, men dengang så jeg det ikke. Under min senere NLP-uddannelse lærte jeg teorien om ’æblet’[i], hvor man arbejder med spørgeteknik for at komme ind til sagens kerne. Den metode kunne helt sikkert have gjort tingene nemmere for mig dengang.
Mit første kendskab til NLP og emotionel intelligens fik jeg på nogle kursusdage, hvor vi talte om tværfaglig sparring. Jeg husker tydeligt den fornemmelse, jeg sad med i kroppen efter kursusdagene, ja faktisk flere dage bagefter. Jeg fik indsigt i nogle modeller, som jeg kunne tage med tilbage på jobbet og bruge med det samme. Mit ønske om mere må være blevet hørt, for ca. ½ år efter fik hele den afdeling, jeg var ansat i, tilbudt uddannelsen som Business Practitioner (NLP-EI). Og så tog tingene ellers fart, både privat og på jobbet.
Jeg fik fjernet min kræftknude, jeg flyttede selv i den lækreste lejlighed, men alligevel var jeg ikke tilbage, som den Mette, jeg selv kendte. Jeg brød mig ikke om mit eget spejlbillede og både min selvtillid og mit selvværd havde fået et ordentligt knæk. Den tidligere power-woman var slået hjem i ludo.
Inden uddannelsen gik jeg med sommerfugle i maven. Vidste ikke rigtig, om jeg var klar til at lukke op for de oplevelser, jeg havde haft senest og som stadigvæk sad i mig. Gik og legede med tanken om, at jeg bare kunne fortælle den gode historie om min barndom, ungdom og om min positivitet og glæde. Der var vel ingen grund til at rode op i noget, jeg mente, jeg havde styr på. Og jeg var langt fra vild med, at nogen skulle kende til mine svagheder – nu gik alting jo så gelinde for mig.
Mine tanker gik dog hurtigt i modsat retning efterhånden som første uddannelsesdag gik. Under uddannelsen blev jeg beriget med metoder, værktøjer og ikke mindst indsigt, som jeg brugte til at skabe ændringer først og fremmest i mit privatliv. Men alt hænger jo sammen, så der skete også meget nyt i mit arbejdsliv.
Jeg fik gennem de mange øvelser hjælp til at få øje på den røde tråd i mit liv. Helt tilbage til folkeskolen og op gennem gymnasiet og senere mit job på dagbladet havde jeg helt glemt mig selv og mine egne behov. Jeg fik værktøjer, der hjalp mig til at gå tilbage på min tidslinje og se tingene i et nyt perspektiv. Jeg begyndte at mærke mig selv igen og blev bedre til at lytte til min intuition. Jeg fik indsigt i, hvordan jeg blev opfattet af andre, hvordan jeg opfattede dem, hvordan jeg opfattede mig selv og ikke mindst hvorfor. ”Modellen af verden” blev et effektivt værktøj til indsigt, forståelse og udvikling.
Når vi kom tilbage fra et uddannelsesmodul, så var stemningen i afdelingen meget forandret. Der blev lyttet mere aktivt, vi øvede modeller og blev meget klogere på hinanden og os selv. Vores kommunikation nåede nye højder og med den nye indsigt, fik vi øje på, hvordan små ændringer kunne medføre store positive forandringer. Konflikthåndteringen ændrede sig radikalt bl.a. fordi vores forståelse for andre også havde ændret sig. Personligt blev jeg mere tydelig i min kommunikation og fik større gennemslagskraft. Min selvtillid og selvværd vendte stille og roligt tilbage.
Efterfølgende valgte vi, at alle medarbejdere i de 4 aktivitetshuse i Vejen kommune, hvor jeg er leder af det ene, også skulle have denne indsigt. De har alle været på kursus og det har givet en helt anden dynamik samt indsigt kolleger imellem. Dette har mundet ud i at mestre tværfagligt samarbejde på en helt ny og givtig måde. Kommunikationen flyder nemmere og mere gnidningsfrit og opmærksomheden på hinanden er blevet større. Det har været en gevinst at opdage andres modeller af verden.
I alle de undervisnings situationer jeg kommer i, der forsøger jeg at få NLP og EI i spil, fordi der er så meget læring i det, som kan gøre en væsentlig forskel både for os selv, men bestemt også for de mennesker, vi omgås. Min store drøm er, at NLP og EI en dag kommer ind i undervisningen allerede i Folkeskolen, tænk hvor givende det kunne være for alle og i sidste ende også for vores samfund.
Så alt i alt har min oplevelse med NLP-EI gjort en kæmpe forskel for mig som menneske, og som jeg startede med at sige, så er det blevet en del af mit DNA. Jeg ser virkelig meget frem til næste step, der er den spændende overbygning; Masteruddannelsen.
Navn: Mette Muff, Vejen
Job: Leder
Uddannelse: Business Practitioner i NLP og Emotionel Intelligens
Læringsemner:
Perspektivering v/ Per Poulsen
Mette er en person som tydeligt har et stort hjerte for alle sine medmennesker og som har fundet vejen til at give sig selv den samme omsorg. Selv igennem et liv med mange stærke negative rollemodeller er Mettes råstyrke, hendes evne til at skabe læring undervejs selv når livet slår et par hårde slag. Hendes styrke er hendes kontinuerlige interesse i at gøre hende selv stærkere, samtidig med at hendes energi og kærlighed til mennesker har en positiv effekt på alle de mennesker hun underviser og leder i hverdagen.
[i] Æblet ind til sagens kerne. Er en spørgestrategi / teknik til at komme ind til sagens kerne. Ideen med ’æblet’ er at du fastholder den spørgetråde du har til et emne og spørger videre ud fra den respons du får. Hvis du fastholder at spørge ind til denne tråd, vil det resultere i, at du kommer længere ind til sagens kerne. Det genererer indsigt for såvel dig som den du spørger ind til. Ofte er det den dybere indsigt der gør at nye ideer eller nye adfærd bliver mulig.